Ja, jeg fik skåret hovedet af min hest!

Jeg gætter på i trykkede ind på indlægget, pga min overskrift? Det forstår jeg godt. Men den er god nok. Jeg fik skåret hovedet af min hest, og jeg så det hele ske.

Men det er egentlig ikke det dette indlægs kerne skal omhandle. Det er den dystre bagside af at være en blogger af og til.

Jeg har været blogger siden 2013. Ikke sådan en rigtig blogger, som her på Ridersnotebook, men på den farlige platform, facebook. På facebook blev jeg ‘kendt’ under navnet DayDreamerDD. Samme navn som her. Jeg fik hurtigt en stor følgerskare på 19.000 mennesker, i løbet af årene. Blot på at turde være mig selv, åben og uden at tabuisere noget. Jeg elsker at blogge, jeg elsker at dele min hverdag med mine følgere og jeg elsker at kommunikere med mine følgere.

Hvad jeg ikke elsker, er bagsiden af at være en ‘offentlig person’. Jeg har mange gange oplevet det såkaldte ‘hate’ igennem årene, med småting såsom ‘du er for tyk til din hest, du rider elendigt, du er grim’ osv. Noget jeg altid har kunne slå væk med et vift med hånden, for det er jo klassisk for nogen, at gemme sig bag en skærm og ytre sig på den måde. Det må man tage med som en der ‘udstiller’ sig selv på nettet.

Hvad jeg dog ikke var forberedt på, var da det nåede et niveau der hed; dødstrusler på både mig selv og min familie. Alt sammen pga min ponys død, og et magasin der valgte at stjæle min historie, omskrive den som kynisk og ligge en artikel op om mig, uden min viden.

Hvad skete der så?

Hvis du stadig læser med så langt, så kommer min fortælling her. Min smukke pony, Felex, fik konstanteret kræft i starten af Februar 2020. Han var lige knap 24 år gammel, havde været min sjæleven i 12 år, og overlevet så mange gange hvor dyrelægerne havde sagt han ikke ville, mhs til både astma og senere forfangenhed. Denne gang gik det dog ikke længere. Celleskrabet blev undersøgt, og kræften havde spredt sig til de indre organer med lysets hast. Jeg fik 3 uger til at tage afsked i. Datoen blev fastlagt på den 19 Februar 2020.

Jeg var slet ikke klar til den afsked. Jeg var lige blevet forlovet, havde planer om hvordan Felex skulle bære mig op af kirkegulvet, og generelt kunne jeg bare ikke se, hvordan jeg skulle leve uden den pony, som havde været hos mig halvdelen af mit eget liv. Jeg gik i tænkeboks omkring hvilke minder jeg ønskede at få af ham. Ud over de klassiske halehår, til armbånd, ønskede jeg bare mere. Jeg fandt frem til kremering. Så jeg kunne få en urne hjem og have ham hos mig, samt bruge asken til flere minder. En hurtig søgning på google, viste sig at det ville koste 17.000kr at få ham kremeret. Penge jeg i den grad ikke havde. Dermed virkede den drøm til at dø for mig, og jeg måtte nøjes med hans halehår.

Pludselig strejfede der mig dog en tanke. Og hvorfra den kom, kan jeg virkelig ikke spore mig ind på. Men, da jeg googlede priserne på kremering for heste, faldt jeg også over priser for hunde, katte og andre smådyr. Priser der var delt op i antal kg som skulle kremeres. Jeg fik den, nok for nogen syge ide, at hvis det nu kun var en del af hesten der skulle kremeres, om man så kunne få det til den pris der stod oplyst? Jeg kontaktede derfor et krematorie der lå en times kørsel fra mig, med min forespørgsel. Og svaret jeg fik lød, at godt nok havde de aldrig haft sådan en forespørgsel før, men de kunne da ikke se problemet i det, så jeg var hjertelig velkommen.

Derfra blev valget for mig at det skulle være hovedet. Jeg ønskede ikke et ben eller lign, jeg ønskede hovedet. Jeg fik kontakt til Reepark, som jeg ville donere hans krop til, og de sagde ja til at jeg kunne få det med hjem. Så langt så godt. Desværre opstod problematikken, at Reepark ikke havde informeret mig om at når hans krop var syg, kunne de ej bruge ham til foder alligevel, så få dage efter fik jeg opkaldet at han ikke kunne doneres dertil. Hvad gjorde jeg så nu? Jeg kunne og ville heller ikke køre ham på slagterrig. Min sidste udvej var at kontakte dyrelægen igen, og komme med min forespørgsel ‘Hej, vil i evt skære hovedet af for mig, når i har aflivet ham?’. Igen blev jeg mødt af ‘Det har vi ikke lige hørt noget om før, men det kan vi godt’. Så det blev aftalen.

19 Februar 2020 kom den, for mig, værste dag. Afskeden. Dyrelægen var super professionel, guidede mig igennem processen og Felex fik fred via sprøjten. Da han blev konstateret død, fik jeg muligheden for at kysse ham farvel igen, og så blev jeg spurgt indtil hvorvidt jeg ville se på eller gå væk. Jeg valgte at se på. Jeg havde behov for at se hvordan det foregik, så jeg ikke stod senere og bildte mig alt muligt makabert ind. Og tro mig når jeg siger det her; Det var meget mindre slemt at overværer end jeg regnede med. Ikke at det ikke var hårdt. Det var hovedet af min bedste ven, selvfølgelig græd jeg. Men jeg hjalp også til. Ja, jeg var med til at holde hovedet, imens det blev skåret af. Og så bar jeg det selv hen på tæppet og pakkede det ind. Og dækkede min, nu hovedløse, pony til med pressening. Dyrelægen sagde pænt farvel med ordene ‘det her er en arbejdsdag jeg næppe glemmer, men jeg synes dine tanker bag er smukke’. Og jeg følte mig accepteret for mit valg, samt glad for andre kunne se ideen bag.

Vi kørte direkte til krematoriet, med hovedet på bagsædet, og afleverede det. Og så var det blot en ventetid der skulle overståes, før jeg kunne få ham hjem igen.

Naturligvis havde jeg opdateret bloggen med mine tanker bag og hele fremgangsmetoden. Og til min overraskelse, blev jeg kun mødt med stor respekt, kærlighed og enda taknemmelighed. Jeg fik beskeder fra folk, der takkede mig for at oplyse dem om at dette her var en mulighed, så de også selv kunne få hovedet af deres heste kremeret, når det blev deres tur til afsked. Og igen følte jeg mig accepteret og lykkelig for at kunne hjælpe med at gøre en forskel, ved at jeg turde tænke ud af nye baner. Alt så ud til at være så fint.

Lige indtil sølle 3 dage senere. Stadig midt i min sorg periode, stod jeg op denne morgen og tjekkede mine beskeder. Jeg blev mødt af en indbakke fyldt med hadefulde beskeder. “Du burde få hugget dit hoved af!”, “Hvad hvis jeg kom og skar dit barns hoved af?!”, “Du er skyld i at din hest løber hovedløs rundt i himlen”, “Du fortjener at blive brændt levende”, “Du er psykopat” og mange, mange flere grimme beskeder. I alt havde jeg modtaget 21 beskeder, hvor af 4 af dem indeholdte former for dødstrusler.

Jeg anede ikke hvad der skete. Få dage forinden, synes alle det var smukt. Nu var det frygteligt. Hvorfor den ændring?

Det var så her jeg blev tagget i en artikel. Et magasin havde valgt, at stjæle min historie, uden at kontakte mig, og lavet en åben debat på deres forum omkring mig. I deres artikel havde de beskrevet mig med ordene “Kold og kynisk så hun på imens hovedet blev flået af hesten”. Jeg blev beskrevet som værende ligeglad med min pony, der blev ikke nævnt hvorfor det blev gjordt. Det blev brugt som ren og skær indtægtskilde. Min sorg, blev brugt til deres fordel. De afsluttede deres artikel med ‘kunne du finde på at fratage din hest dets hoved’, som om jeg havde tortureret min egen pony.

Jeg kontaktede dem omgående. Jeg er helt med på at blade og magasiner, lever af at skabe overskrifter og drama. Men jeg havde aldrig regnet med at jeg skulle udsættes for den slags. Jeg fik kommunikeret ud til dem omkring hvilken form for konsekvens deres skriv havde haft for mig, at jeg sad tilbage med noget der nu kunne politi anmeldes, for at de kunne få læsere. Der gik ej længe, før jeg fik svar. Et svar hvor de forsøgte at ansvarsfralægge sig alt ansvar, ved at nævne det jo ikke var sådan ment, og at jeg jo bare havde en spændene historie. Jeg er enig i at min historie var anderledes og spændene, men så kunne de have kontaktet mig og få den skrevet korrekt, med mit samtykke. Næste undskyldning lød på ‘de havde jo ikke nævnt navne’. Nej, korrekt. Jeg var ikke nævnt ved navn. Men jeg var omtalt som ‘på hendes facebook side med 19.000 følgere delte hun sine handlinger’. Som ‘offentlig’ person, var jeg deraf bestemt ikke svær at genkende.

Situationen endte ud i at chefredaktøren kontaktede mig med beklagelse og en undskyldning. Artiklen blev ej slettet, men kortet helt ned til benet og nu omtalt som ‘ det er en smuk tanke’. Men for mig var skaden sket. Midt i en sorg periode, skulle jeg nu kæmpe med angsten om hvornår den næste had besked dukkede op. Heldigvis svandt det hen kort tid efter.

Senere hen er jeg blevet kontaktet af flere der nu også har fået deres hestes hoveder kremeret. De har takket mig for mit mod om at stå frem, og takket mig for at vise dem at denne mulighed er der. Hvilket for mig kun har bekræftet, at der har været behov for at én af os turde gøre noget nyt, så nu flere kan få glæden af denne nytænkning.

Jeg delte denne oplevelse på min facebook, og blev mødt af ‘sådan er det bare at være blogger, det skal man kunne tåle’. Og folk har jo desværre ret. Det er bagsiden af at være en blogger / offentlig person. En bagside mange nok ikke tænker over, hvis de som jeg, skriver dybe og meget personlige indlæg.

Har overstående hændelser så fået mig til at stoppe med at turde tænke ud af boksen, bryde tabuer og være åben og ærlig? Nej. Tværtimod. Naturligvis blev jeg slået ud for en stund. Men jeg kom stærkere tilbage. Meget stærkere. Velvidende om at denne slags nu kan ske, og det skulle jeg være forberedt på. Men ikke tale om disse mennesker, skulle kunne censurere mig for fremtiden.

Jeg kender til bagsiden af at være en blogger, og er rustet til lade det prelle af mig fremafrettet. Men den er slet ikke nok til at kunne overskygge alt det positive som det at blogge giver mig. Jeg elsker det fortsat, jeg elsker dele ud af erfarringer og historier og jeg elsker kommunikationen med mine følgere. Og det vil jeg altid gøre! 🙂

Tusinde tak fordi i læste med igen. Stay awesome ninjas //DD