Min bedste ven, Jernhesten.

For lidt over et år siden, tog jeg valget om at jeg ville arbejde i stald. Dette kan i læse om i mit tidligere indlæg, Et helt år med hest Et virkelig godt valg for mig. 

Når man siger A må man også sige B. 

Derfor begyndte jagten nu på de/den perfekte stald/stalde. Dog kom jeg hurtigt til den erkendelse at det med at komme ud i en stald ikke være så let som man troede. Stalde ligger ofte lige lidt længere ude på landet end hvad busserne kører. Så der måtte andre midler i brug. Mine forældre var fra starten kommet med den udmelding at de ville gerne kører nogle dage. Men havde ikke mulighed for at kører hver dag, ej heller havde de interessen i at kører hver dag. 

Derfor gik jeg i fuld gang med at tjekke busplanerne, og finde det der passede bedst. Dette var dog ikke helt nemt. 

Så det endte med der var 2 valg, jernhesten i 15 km, hver vej, hvilket ville tage mig ca. 45 min. Eller gå ned til en bus, kører med bus og cykle det sidste stykke vej i stalden, som ville tage mig 50-60 minutter. 

Valget faldt hurtigt på cyklen, da det var meget nemmere ikke skulle leve efter en busplan. 

Mange kilometer i benene. 

Alle cyklerne i starten var fede. Vejret var godt, det var lyst og varmt. Dog kom de mørkere timer med tiden, og alt blev mere vådt og træls. 

Vejret blev også enormt koldt, og mine knæ begyndte at fryse helt vildt da jeg cyklede. Den bratte start fra den ene yderlighed med ingen cykling til meget cykling, sætte sig i knæene. De var hårdt med så jeg tog en pause fra de lange ture dagligt, til de korte ture fra bussen. Dog begyndte det hurtigt at kører og det blev de gode lange cykelture igen. 

Et frirum. 

Jeg har altid cyklet meget. I en periode gik jeg også i skole ca. 5,5 km fra os. Om sommeren nød jeg også der at tage cyklen, når jeg var i form vel og mærke. Men når jeg cykler har jeg et frirum, pusterum og rum til at være mig. Hvilket har givet mig så meget i hverdagen. Enormt mange Peek indlæg er skrevet på en cykle, for her tænker jeg. På alt og intet. Rigtig mange af de kampe jeg har kæmpet, som har gjort mig til den jeg er. Er taget på cyklen, hvor ingen har haft en mening eller holdning til det jeg sagde eller følte.

Ikke altid en dans på røde roser

Okay, jeg kan godt se det her indlæg lyder som om jeg elsker at cykle. Det gør jeg da bestemt også. Men jeg er også bare et menneske. Jeg har dage hvor jeg bevidst vælger ikke tage i stalden, for tanken om at skulle cykle derud dræber mig på forhånd. Jeg har dage hvor hele kroppen gør ondt, og skriger nej. 

Men på en eller anden måde, har jeg aldrig det dårligt når jeg sidder på cyklen, på vej mod stalden eller på vej hjem. 

Det er altid træls at sætte sig derop og sige nu gør jeg det. Men altid fedt når man kommer afsted og får luftet hovedet.