“Møgunge fordi hun ikke smiler” – måske er hun angst/bange for sin sport?

Hej Vennerne 😀 

I dag er emnet rideangst … Følsomt emne for mange, mens andre aldrig har skænket det en tanke og heldige jer, siger jeg bare!

Rigtig mange af jer har efterspurgt dette enme og jeg har også lovet mit syn på det flere gange og jeg har virkelig tænkt over, hvordan man kan vende og dreje dette emne? For shit (sorry) hvor er det svært at forstå, hvad der sker indeni en selv, og hvordan skal man overhovedet kunne forklare det videre til andre?

At skulle rejse sig efter et styrt, et dårligt resultat eller bare en dårlig oplevelse med heste kan være rigtig, rigtig svært.. Jeg tror, de fleste af os med spooky, vågne og lynhurtige heste har prøvet, at hjertet sidder helt oppe i halsen og man tænker “fuuuck” eller man slet ikke når at tænke, før man ligger på jorden.

Jeg er virkelig priviligeret med Cavour, han smider mig ikke af (med vilje hæhæ) og prøver (næsten) altid – hvorimod andre heste jeg har haft aka. Wilma, ville bare have mig AF, og det kunne kun gå hurtigt nok! Jeg har ikke hopper mere, én var rigeligt og jeg blev mega bange.

At sige man er bange/at man ikke vil ride hurtigt/at man ikke vil ride højt, er altså HELT okay at sige!! Som nævnt tidligere i et af mine opslag, så skal mange af os ikke leve af at ride, vi rider fordi vi ELSKER det, og hvis man når til det punkt, hvor man ikke længere elsker det, så skal man virkelig tænke sig om.

Jeg er ikke mere bange/usikker for at sige, at vi solgte Wilma, fordi jeg var bange for hende. Jeg var nok nærmere ANGST. Jeg kunne ikke trække vejret rundt på stævnebanen og når jeg kom ud (uanset om jeg havde redet fejlfrit eller lå på jorden) så hylede jeg.. Jeg husker bedst, vi var til stævne i Tørring og Wilma løb så stærkt med mig, at vi faktisk gik hen og vandt klassen, men da jeg red over målstregen græd og græd og græd jeg, stod af hende og gik ud med hende til traileren, hvor jeg satte mig på jorden, rystede, græd, mit syn var sløret og mit hjerte hamrede afsted .. og da vi skulle ride æresrunde måtte folk have tænkt “fuck en møgunge der ikke smiler, når hun vinder” men jeg var SÅ bange.

INGEN skal have det sådan! Så jeg sprang hende ikke i 4 måneder, jeg red kun stævner på Cavour og Enrico fordi de to, de var der altid også selvom Cavour en gang imellem kan stoppe og Enrico kunne vælte hele banen. Så havde jeg ikke på fornemmelsen, at vi var ved at køre galt hele tiden, som jeg havde det på Wilma. Til dem der har kørekort og man kan mærke bilen skrider under en, og man ved, der intet er at gøre, sådan havde jeg det på Wilma 80% af tiden.

Efter et halvt år hvor jeg ikke ville ride hende i spring, kunne mine forældre godt se, at det nok var på tide af få en anden rytter på hende. Hun kylede den ene af og den anden stod hun lodret med på en stævnebane og stoppede, hvor hun ikke skulle – så derefter gik mine forældre med til at sælge hende, fordi jeg ikke kunne mental mere.
Vi solgte hende til Norge og fortalte de nye ejere ALT. De har redet noget 90cm på hende deroppe.

Sagen af den, at jeg tror, alle kan blive angst, hvis man bliver presset langt nok. Jeg var kun 16 år, da jeg fik Wilma og at blive en del af det danske B-landshold – var en DRØM! Så jeg pressede mig selv alt, alt, alt for hårdt og set i bakspejlet, så fortryder jeg, at jeg havde så travlt.

Jeg lærte min stopklods at kende og jeg vil den dag i dag hellere ride 10xLA, i stedet for at ride en MA, hvor det går galt (det kan det altid alligvel, men i ved hvad jeg mener).
Jeg er blevet meget mere selvbevidst, såsom jeg HADER at ride stærkt! Jeg bliver mere nervøs, hvis jeg ved, jeg skal ind og ride stærkt i en LA, end hvis jeg skal ind og ride en MA – simpelthen fordi jeg har så mange dårlige oplevelser med at ride stærkt på Wilma, og jeg egentlig bare gerne vil have fokus på mit game og nyde det.

Ej jeg synes det er grænseoverskridende at snakke om den tid, fordi jeg egentlig bare gerne helst vil glemme den, selvom jeg havde TOP, TOP resultater på damen og hun virkelig var en vinder, og hun gav mig nogen af de BEDSTE oplevelser, nogen jeg tager med mig i graven og ikke kan takke hende nok for!

Men det er altså okay at kaste håndklædet i ringen, hvis det er bedst for jer begge to. Selvfølgelig skal man ikke bare efter et par dårlige resultater give op, men hvis man begynder at blive bange og ikke får det bearbejdet – så gå hellere nogen steps tilbage inden det går helt galt.

At få det bearbejdet kan være at springe små spring 2-3 gange om ugen, at man får snakket om problemet med evt. sine venner, familie eller en mentaltræner? Gør ikke mere end det du tør – altså lad vær med at kaste dig ud i noget, du ikke er klar til og om det så skal tage en måned/et halvt år eller for pokker måske flere år, så er det da ligegyldigt, hvis du stadig elsker det? Tænker de mennesker der er omkring dig er ret ligeglad med, om du rider LC eller MA? Og hvis ikke, så er de ikke værd at samle på alligevel, for det vigtigste er vel at du er glad?  😉

Pas nu på jer selv mentalt! Hav humøret højt og det skal være sjovt at ride ind på en springbane/dressurbane – hvis ikke det er det, så gå ned i højde/øvelser indtil det er sjovt og ikke drukne som jeg gjorde. <3 <3

Corona, mentalkrammer herfra og 1.2.3 start med at have det sjovt! <3

https://www.instagram.com/clara_bergman_smit/