Når drømmen ender i et mareridt

Jeg vil gerne advare om ikke at læse videre, hvis man ikke ønsker se blod eller dødfødt føl.

 

Jeg havde engang en drøm. En stor drøm. Men min drøm endte desværre også i et mareridt, og til sidst heldigvis til et mirakel. Faktisk 2 mirakler. 

Drømmen var om at få mit eget føl, efter min yndlings hingst, Magic. Min egen lille hingst. Denne drøm blev en realitet da jeg fik min lille hoppe, Bella.

Magic havde været min siden 2009. Bella kom til i 2013. De to var hurtigt hinandens kærlighed og blev uadskillige. Senere i 2013 blev Bella scannet drægtig med termin start Maj. Så drømmen om at få mit eget lille afkom, var nu en realitet!

Bella voksede og voksede, hun var en glad og omsorgsfuld hoppe. Desto længere i graviditeten hun kom, desto mere havde hun en ide om at hun skulle ligge oven på mit skød og nusses ved aftens fodringen. Kort sagt, Bella var så klar til hendes første føl og man kunne se hun ville blive en fantastisk mor!

Vi ramte slutningen af April, hvor jeg optog en skøn video af hendes mave, fyldt med spark og liv. Og så stoppede det.

Jeg kontaktede få dage efter dyrelægen, fordi jeg ingen bevægelse havde set i flere dage, men de forklarede at det blot betød at føllet havde lagt sig til rette. Det hvilede jeg i.

5 Maj 2014 gik Bella så i fol. Kl 08 om morgenen. Jeg behøver vist ikke sige at jeg ikke tog i skole den dag? Jeg var så spændt og glad! Og jeg kunne overvære hele folingen! Men der gik en time, hvor der intet skete. Et opkald til dyrelægen senere, og vi fik besked på det nok skulle gå. Så gik der flere timer. Men stadig intet. Til sidst bad vi om at få den dyrelæge ud. jeg havde en fornemmelse af at noget slet ikke var som det skulle være. Og min fornemmelse skulle desværre vise sig at være korrekt. Da dyrelægen ankom, gik der kun kort tid før hun havde tilkaldt endnu en til hjælp. Og så gik det stærkt. Jeg græd. Jeg var bange. Og jeg vidste ikke hvad der skete. Jeg fik at vide at hvis de ikke fik føllet ud NU, skulle Bella befries fra sine smerter. Og lige der, der sank jeg sammen og gav op på alt. Jeg hørte Bella skrige smerte skrig, som jeg ikke vidste en hest kunne. Og pludselig var der ro. Helt ro. Jeg rejste mig og gik ind i boksen igen, og så her det fineste rødbrogede lille hingsteføl. Og så fik jeg et “Vi kondolere” af dyrelægerne.

Bella’s føl havde været dødt siden den dag jeg sidst så ham bevæge sig. Han havde brækket nakken på sig selv, i sit vendingsforsøg. Han blev døbt My Little Fellow.

Min drøm var knust. Men i det mindste overlevede Bella!

Mange fulgte med på min facebook blog, dengang hele forløbet skete. Og jeg fik mange hjertevarmende beskeder og tanker i min retning efter hændelsen. Én var dog lidt anderledes end andre. Et ungt kærestepar, havde nemlig fulgt meget nøje med, da de selv havde købt en lille hoppe som allerede var ifol. Og da de læste min historie, rakte de ud efter mig. De ville tilbyde mig noget enormt stort. Nemlig at jeg, hvis jeg ville, måtte få deres ufødte føl. Det var en stor gave at få tilbudt. Men også noget jeg endnu ikke vidste om jeg ønskede. Så aftalen blev at de ville skrive når hoppen havde folet, og så kunne jeg komme og besøge føllet.

Den 25 Maj 2014, præcis 20 dage efter det tragiske tab af Fellow, fødte hoppen, Ruby. Og vi aftalte jeg skulle komme og se føllet allerede dagen efter. De boede 3 timers kørsel væk, så selvom jeg ønskede det, var samme dag ej en mulighed. Så den 26 Maj drog vi afsted. Da vi ankom mødte jeg to meget åbne mennesker, der tog imod mig med krammere, som om vi havde kendt hinanden for altid. Og så blev jeg ført hen til det lille føl. Et rødt lille hingsteføl. Da mine øjne mødte hans, så jeg samme blik i ham, som jeg havde set i øjnene af min aller første pony, Latino. Latino var også en rød pony, dog en 2’er pony, som jeg mistede da jeg var 14. Der gik ikke et sekund før jeg sagde JA til at denne pony skulle blive min. Og han blev døbt : My Best Choice Constantino. Kaldes Tino. Ligesom Latino gjorde. Her er vores første møde den 26 Maj 2014.

Med Tino, fulgte der dog også 6 måneders ventetid. For han var jo for ung til at få hjem. Den ventetid blev brugt på en masse besøg. Og det kærestepar, som forærede mig Tino, endte med at blive nogle af mine bedste venner. Den dag i dag har vi ikke længere den helt store kontakt, og jeg savner dem afsindigt. Men de er og forbliver nogle af de mennesker jeg holder aller mest af. De greb mig i en tid med stor sorg, og de gav mig så meget mere end ‘kun’ Tino.

 

Nu tænker i sikkert at historien er forbi. Men nej. Den er faktisk kun lige halvvejs. For Bella’s historie var slet ikke slut endnu. Dyrelægerne anbefaldede at ifole hende igen, da hun havde udvist stor forståelse for tabet af Fellow, men også udvist sorg. I slutningen af 2014 forsøgte vi derfor igen, så det ville passe med et sommerføl. Desværre blev hun scannet tom, gang på gang. Og dommen lød: Hun er blevet steril (Hun gik ej længere i brunst, så deraf deres diagnose).

Med den info, fik hun lov at gå og hygge sig med Magic på folden, som de gode venner de var. Vi så hende heller ej komme i brunst igen og så derfor ingen bedækninger. Dyrelægerne havde deraf nok ret.

Vi springer nu hurtigt frem til 9 Februar 2016. En meget kold aften med en masse sne. Og jeg lå syg. Jeg havde derfor bedt min daværende kæreste, min lillebror og mor om hjælp til at fodre til aften, så jeg kunne ligge og have ondt af mig selv inde i sengen. Der gik ikke 10 minutter, så kom min ex farende ind og råbte “DER LIGGER ET FØL” og så smuttede han ellers igen. Jeg lå lige lidt og summede over de ord. Og så gik det ellers stærkt. Jeg fór ud af døren, glemte pludselig alt om min sygdom, og styrtede ind i stalden. Jeg husker at jeg græd ordene “Lever det? Lever Bella? LEVER DE?!”. Og svaret var, ja. Ja de levede. Begge to.

Bella havde helt selv folet endnu et smukt hingsteføl. Denne gang sortbroget, som sin far. Helt selv. Han var stadig våd og havde endnu ikke rejst sig, men hun var i fuld gang med at vaske ham. Jeg kom forsigtigt der ind og mine tåre var ustoppelige. Jeg satte mig ned hos dem, og hurtigt kom Bella hen og ville have nus. Flere timer gik der, hvor jeg bare sad der og nød dem. Bella, som ikke kunne få føl, havde alligevel sørget for et mirakel. Han blev døbt My Second Chance For Happiness. Kaldt Happy. Billeder af det syn der mødte mig den aften.

Billede af far, mor og søn, da han havde rejst sig.

Happy og Fellow havde nærmest samme aftegn. Farven var dog forskellig. De havde begge en snip, begge den hvide streg på bagparten, og så var de begge nogle langbenede drenge.

 

Happy levede fuldt ud op til sit navn, og var fra dag 1 af det mest glade, livlige og frække lille føl. Og så var han altså bare komplet uimodståelig nuttet!! Se selv.

Drømmen jeg havde om et føl, blev dermed til hele 3 føl. 2 af dem som jeg dog stadig har glæde af den dag i dag. Tino og Happy. De er nu to voksne teenagere på 8 og 6 år. Og de går sammen med Happy’s far Magic og deres ‘onkel’ Combo, i en harmonisk lille flok. Bella fik at vide at hun ikke måtte få flere føl, da det var for risikabelt, og senere hen blev jeg desværre tvunget til at gå af med hende (se mit indlæg om ex’en der tvang mig til salg). Hun er heldigvis endt ved verdens sødeste kvinde og lever et skønt liv der. Jeg savner hende hver dag, men jeg ved hun har det godt. Og jeg har trods alt lidt af hende her hjemme. Mine minder og hendes smukke søn, Happy.  Happy og Tino den dag i dag, på billederne her.

 

 

Sådan blev min drøm til et mareridt og senere hen et mirakel x 2.

 

 

Tak fordi i læste med. Stay awesome Ninjas! // DD