Når lægen ordinere hest. Part 2.

Trigger warning. Dette indlæg vil omhandle psykiske og fysiske lidelser. Part 1.

Det er ingen hemmelighed at mit liv har været en kamp med op og nedture. At jeg har oplevet mere end hvad et enkelt menneske skulle opleve i sin livstid. Det er noget jeg har gjort en dyd ud af at være ærlig omkring, fordi jeg fandt ud af at jeg kunne hjælpe andre ved at være åben. Ved at fortælle at det er okay at livet har været hårdt og stadig kan være det, men at man stadig er god nok og at man kan komme videre og få det godt. Og vigtigst af alt: At man forstår man er værdig til at have det godt, uanset hvor mange nederlag man oplever. Dette indlæg er personligt, ærligt og direkte. Og jeg håber jeg kan hjælpe flere endnu, med min historie. Hvorfor skriver jeg dette indlæg? Fordi det ikke burde være et tabu at livet ikke altid er lyserødt. Og jeg vil gerne være med til at bryde dette tabu.

Jeg er den ‘heldige’ indehaver af både fysiske og psykiske skavanker. Mine fysiske skader strækker sig over hele min ryg. Som barn var jeg ude for et biluheld, som jeg den dag i dag betaler af på med kroniske smerter. Som 22 årig kom jeg ud for endnu et biluheld, denne gang med totalsmadret og sammenkrøllet bil, som ikke gjorde min tilstand bedre. Og senere fandt vi ud af jeg også havde medfødt ryglidelse. Mere specifikt lider jeg af piskesmæld, kronisk migræne, sheuermanns syndrom, 2 diskusprolaps i lænden som medfører følelsesløshed og/eller strålende smerter ned i mine ben ved lejlighed og så skulle jeg lige have fuld banko plade, da jeg i starten af 2021 fik en tumor i ryggen, der ødelagde min ene skulder muskel og gjorde mig yderligere skæv.

Af psykiske, kom jeg ud på den anden side af et ekstremt voldelig forhold med PTSD, angst og kronisk stress som hovedpræmierne. Disse resultere også i at jeg er ekstrem paranoid, pessimistisk og til tider depressiv. Samtidig er der den u-diagnosticerede ‘dårlige selvværd’ som jeg bærer som en konstant hat på hovedet. Og så er der den nyeste diagnose; Dødsangst. Ikke for mig selv, men for alle omkring mig. Som i mååååske kan regne ud, giver sidstenævnte ikke den store harmoni med angst og kronisk stress, da de kan køre hinanden op i en spids, og så har vi den ustoppelige spiral sat igang.

 

Part 2 omhandler det psykiske, både tilbage i den dystre tid, men også nu.

Jeg har været et menneske der var helt i bund. Et menneske der var klar til at give op. Et menneske der manglede en mening med livet, fordi hvis meningen var de lidelser jeg var udsat for, var livet ikke det værd. Dog havde jeg altid en vigtig del, der holdte mig kørende: Mine heste.

Det lyder så pladder romantisk, men den er god nok. Der var engang hvor jeg ikke havde ægte venner, hvor mine forældre og bror ikke var nok og der, for mig, faktisk intet var værd at leve for længere. På nær mine heste. Når jeg ikke så nogen udvej længere, skulle jeg stadig huske mit ansvar for hestene. Jeg skulle stadig ud og passe og ride dem. Og når jeg ligesom først stod der, med mine højtelskede muler, der nussede mit hår, kunne jeg slet ikke nænne tanken om at forlade dem. Uanset hvor langt nede mit humør var, fik de ladet mig op til et hvis antal % der gjorde at jeg kunne komme igennem endnu en dag. Uden at de ved det, uden at de sikkert har gjort det store ifølge andre mennesker, så gjorde de noget for mig.

Jeg var et menneske der havde mistet alt på dette tidspunkt. Min krop var ødelagt, jeg levede i kroniske smerter og nu havde en enkelt fejltagelse i mit liv, også kostet mig mit glade sind. Min psyke. Dette til sammen kostede mig min uddannelse og mit job. Jeg bliver aldrig mere et menneske der kan gå fuldtids på job. Pga en række, en alt for lang række, uretfærdige oplevelser.

Hvorfor mig? Hvad havde jeg gjort for at fortjene alt dette? Jeg havde drømme, håb og fremtidsplaner. Som alt sammen iforvejen var noget jeg kæmpede ekstra hårdt for pga mine fysiske skader, for nu at blive mødt af en forhammer i hovedet, der nærmest skreg “sæt dig, du er ikke værdig til et liv, uden konstant kamp, angst og stress”.

Jeg var endt ind i en mølle af uværdighed. Jeg synes livet var uretfærdigt. Og det var nemmere at give alle andre skylden, end selv at prøve kæmpe mig op for 117 gang. Jeg havde en god ridekarriere igang, som også blev revet væk under mig. Med en sygemelding var der ikke længere råd til de mange stævner, der var ikke råd til det dyre og flotte udstyr, og der var ikke råd til eventyr. Kort sagt, følte jeg at hele min identitet blev revet væk under mig.

Men så var den der igen. Den der lille stemme der viskede ‘du har et ansvar, de har brug for dig’. Hestene. Hestene havde ikke ændret sig. Godt nok var det en hårdere kamp at kunne beholde dem nu. Jeg måtte prioritere alt andet fra. Men selvom de ikke stod i det nyeste og dyreste udstyr længere, så var de stadig de samme som før. Mine. Heste.

Jeg begyndte at finde mig selv i dem igen. Jeg begyndte at tage mig sammen igen. Og jeg begyndte at blogge aktivt på min facebook side igen. Det at jeg begyndte at blogge åbent og ærligt på min facebook side, gjorde at jeg modtog mange beskeder fra fremmede. Beskeder omkring hvor meget de satte pris på mine fortællinger, om mit liv og hvordan jeg stadig kæmpede for mine drømme, nu blot på andre måder og af nye veje. At jeg gav dem selvtillid og enda nogle der skrev “Du har redet mit liv”. Disse ord, de gjorde jeg forstod bedre. Jeg forstod at mit liv ikke var meningsløst. Jeg gav mening. Jeg kunne hjælpe andre med at se en mening.

Jeg begyndte at deltage til de ting jeg kunne spare op til. Og jeg begyndte at ride shows på Lucky igen, færre end før, men stadig dem jeg kunne overskue. Og jeg begyndte at åbne op for mit liv igen. Med hjælp af mine heste. Når livet blev uoverskueligt og jeg igen følte alt var uværdigt, skulle der ikke mere til end en tur ud og kysse muler. Se på dem og se hvordan de stadig var sig selv. Og så var jeg igen opladet.

Desto mere udadvendt jeg blev, desto flere muligheder så jeg, frem for begrænsninger. Og pludselig stod jeg med min helt egen familie. Jeg blev mor. Jeg blev gift. Jeg flyttede på gård. Jeg skiftede opstaldningsted. Og så dukkede der gud hjælp mig også rigtige venner op. Venner der ville mig det bedste. Venner jeg den dag i dag, stadig ikke kan vise min kærlighed nok til, af frygten for at blive forladt. Mit liv vendte 180 grader, da jeg fik styrken til at tage det i egen hånd igen. Og den styrke gav mine heste mig. Det at de altid var der, altid var sig selv og at de var det eneste holde punkt jeg havde, da alt andet blev flået fra mig, gjorde jeg fik styrken til at rejse mig fra min selvmedlidenhed, og prøve gøre det bedste ud af det.

Vi springer frem til nutiden. Mig den dag i dag. Jeg lider stadig af overstående diagnoser. Men jeg er så godt som symptomfri i dagligdagen. Jeg lever et ganske almindeligt liv, dog som kommende flexjobber. Jeg er fuldtids mor, hustru, rytter, veninde, og mere. Og jeg er her ikke længere kun for at overleve, jeg LEVER mit liv fuldt ud. Godt nok blev den vej i livet, som jeg troede jeg skulle gå, blokeret. Men jeg fandt heldigvis andre veje, gemt bag buske og afspærringer, som førte mig til meget smukkere og bedre eventyr, end jeg havde turde håbe på. Den vej valgte jeg at gå, frem for at blive siddende og stirre for længe på den vej der blev blokeret.

Jeg bruger stadig mine heste i min hverdag til det psykiske. Når jeg er stresset, ked af det eller bare har brug for et pusterum, så lader jeg op ved deres selskab. Jeg behøver ikke engang at ride, jeg behøver bare at være der i nuet, sammen med dem. Se på dem og huske: Uanset hvad, så vil de altid være der. Den sjælefred, den suger jeg til mig i gode og i dårlige tider. Det er min terapi.

Jeg har stadig mine kampe med stress og angsten for at miste alt igen. Specielt nu hvor jeg har så meget mere at miste end før. Men jeg har et netværk der står bag mig nu. Et netværk bestående af mennesker der oprigtigt vil mig det godt. Jeg ved de læser med her. Og jeg ved at de alle sammen, ved hvem de hver især er. Jeg håber ihvertfald at de gør.

Uden mine heste, havde jeg ikke stået her. Stærkere end nogensinde før. De holdte mig igang. De åbnede muligheder. De hjalp mig med at komme dertil hvor jeg er nu, på alle tænkelige områder. Og jeg har MANGE planer for fremtiden. Stævner, eventyr og meget mere. For med tiden, så skal jeg nok få muligheden igen. Det VED jeg!

 

Jeg håber, at hvis der sidder bare én person der ude lige nu, som tror livet ikke længere giver mening og læser det her, at jeg med mine to sidste indlæg har kunne bidrage til nytænkning. For der er brug for dig. Der er en plads til dig. Og du er værdig og elsket. Du skal bare finde din gemte sti, og stoppe med at stirre på den der blev blokeret <3

 

Hestene var det bedste medicin for mig. Og jeg har det helt fint med at indrømme, at jeg er hamrende afhængig af den type medicin. 🙂

 

Stay awesome Ninjas // DD