Tak Peek!

Peek 22 konkurrencen er ved at nå vejens ende. Mit sidste indlæg i konkurrencen, bliver derfor et stort tak.

Da jeg hørte om konkurrencen først, tænkte jeg, at det tror jeg ikke jeg behøver deltage i. Jeg kunne ikke lige helt se for mig, at jeg kunne have en chance på nogen måder, og jeg forstod ikke helt konceptet. Jeg tænkte at det logiske valg, vel ville være at en sponsor går efter en rytter der i forvejen har penge nok, til at vise sig frem på stævnebanerne og kommer i det flotteste udstyr.

Desto mere jeg læste op på konkurrencen, desto mere kunne jeg se at konkurrencen faktisk også henvendte sig til mig. At det muligvis enda kunne være den her konkurrence, der ville kunne hjælpe mig tilbage på stævnepladserne, hvis jeg var så heldig at vinde. Med den tanke og lidt gruppepres fra venner og familie der mente at en blogger konkurrence, var som skabt for mig, fik jeg meldt mig til og gik igang.

Jeg troede egentlig det ville ende med at jeg ville føle det som en pligt at skrive her. Måden jeg normalt blogger på, er jo på facebook for mine følgere, og det er en helt anden måde at skrive på der. Og starten blev da også en smule svær for mig. Tankerne fløj rundt i mit hoved.

• Hvad skulle jeg skrive om?
• Ville folk overhovedet gide at læse det her?
• Hvad hvis jeg ingen views får?
• Hvordan skriver jeg så det er spændene nok?
• Er mine indlæg for korte eller lange?

Jeg fik sat mig ned og lavet en oversigt over mulige emner. Og så tog det ellers fart. Det endte med at jeg har sat mig ned med en glædes følelse over at skulle skrive igen og igen, få mine tanker ned på skrift og faktisk få ført en slags mini minde og dagbog.

Jeg har nydt at læse mine indlæg op for min familie, dele dem med mine følgere og forsøgt at skrive så menneskeligt og nede på jorden som muligt. Jeg har forsøgt at bringe budskaber og råd frem, og videreformidle at drømme og håb er noget vi alle burde holde fast i.

Og nu sidder jeg så her. Og skriver mit aller sidste peek indlæg til selve konkurrencen. Meget vemodigt. I aften skal jeg ud og gøre Lucky klar. Han skal stråle til den store dag i morgen. Jeg skal forsøge at få pudset mit gamle udstyr, så det skinner og er værdigt at vise frem for sponsorene. Og jeg skal forsøge at dulme mine nerver, omkring at ride hos selveste Tania. Men én ting hviler jeg i. Og det er at jeg ved at jeg kommer som den jeg er. Jeg ønsker at være mig selv hele vejen igennem og det er heldigvis noget jeg kan finde tryghed i at jeg ved jeg kan – Være ægte.

Peek har sørget for at jeg fik hevet op i gode minder. At jeg fik bearbejdet nogle ting jeg har haft gemt på i mit hjerte. At jeg fik udfoldet min kreative side. At jeg fik skrevet og kommunikeret med en masse dejlige læsere. At jeg har fået muligheden for at styrke gamle venskaber og få nogle nye med på vejen også. Og jeg har fået håb for at kunne komme tilbage på stævnepladserne og vise os frem, i fald af at vi skulle være de heldige vindere.

Jeg har i de 15 uger vi har været igang, postet hver anden dag i gennemsnit. 59 indlæg er det blevet til. Mine indlæg har i igennemsnit alle sammen langt over 1000 visninger. De er blevet delt utallige gange. De har skabt debat, de har fået folk til at skrive tak til mig. De har været taget så godt imod og alt dette er mere end hvad jeg havde turde at håbe på.

Nu er jeg spændt på i morgen. Mit håb er stort, men konkurrencen er hård. Uanset hvad der sker i morgen, vil jeg med dette indlæg slutte af med at sige TAK til Peek, for denne her oplevelse. Det er et eventyr jeg ikke kommer til at glemme igen, og et der har fået mig til at huske hvem jeg er. Og derfor slutter jeg af med det samme billede, som jeg startede det hele med.

TAK. Stay awesome Peek. // DD