Velkommen til min og Telmas verden

Kære læsere

Så skal jeg, som så mange andre ind i den spændende blogger verden – jeg er lidt skræmt, for det hele er ganske grænseoverskridende – og gider nu folk læse om en helt almindelig rytter som ikke er noget “særligt” eller ikke har opnået det helt vilde? Men jeg glæder mig også rigtig meget til at dele med mig af min og min skønne hoppas hverdag. Vores up’s and down’s, min motivation, fremskidt og udfordringer, stævner og meget mere. Om hvordan det er at komme tilbage efter 10 års ride pause. For det kan jeg love, har ikke været nemt… eller billigt.

Så hvem er vi?

Mit navn er Emma, jeg er 30 år gammel og bosat på Frederiksberg i København. Jeg er oprindelig fra Sverige – born and raised, men har de sidste 6 år boet i Danmark. Hvorfor Danmark? Ja, godt spørgsmål. Når jeg som 24-årig var klar til at “prøve noget nyt” faldt valget ganske spontant på København. Og for det er jeg evigt lykkelig – jeg elsker København, og alt hvad min beslutning om at flytte hertil har bragt ind i mit liv. Nu er jeg efterhånden relativt flydende i det Danske sprog, men i skal nok forvente at finde et mærkeligt ord eller to, og sikkert også nogle stavefejl hen ad vejen. Det håber jeg at i kan bære over med 😉

Jeg tror at næsten alle små piger på et tidspunkt har ønsket sig en pony. Jeg var ingen undtagelse. Jeg har vokset op i en familie med meget begrænsede økonomiske midler men alligevel var jeg heldig nok til at som 5 årig få min helt egen pony. Hans navn var Kavat og han var af rasen “Svensk gotlandsruss”. Han var tyk, træt og ikke særlig veluddannet men han var MIN. Han var min bedste ven ind til jeg var 17 år gammel, da han som 29 år trådt ind på de for evigt grønne marker. Ind til jeg var 21 år gammel, havde jeg et par forskellige ponyer/heste, både egne og til låns og var også ude til et par spring- og dressurstævner på klubniveau. Når voksenlivet så ramte mig, var økonomien der desværre ikke længere og andre ting skulle prioriteres. Og siden det, har jeg modvilligt holdt pause fra alt hvad heder hest og ridning. Ind til marts i år. For så kom hun – min absolutte drømme hest – True Dream. Nu havde jeg endelig faldet på plads i mit nye liv og land, og der var endelig tid og (liiiige) økonomi til at have hest igen.

True Dream, eller Telma som hun jo faktisk heder til daglig er en SWB hoppe på 19 år. Jeg er så beæret at jeg har fået lov til at passe på Telma for hendes ejer, hendes (mange) sidste år som “pensionist”. I skal dog ikke lade jer snydes af ordet pensionist. Telma er en rød hoppe med stort R og MASSER af leveglæde og gode ride-år endnu 😉 Hun ved hvad hun vil, har sin meninger om hvordan hun skal strigles og kan til tider være stædig som få. Men hun er den klogeste hest jeg mødt, og man kan mærke at hun med sin livserfaring ved præcis hvornår hun kan snyde sig til (eller fra, hæhæ) noget. Og jeg elsker det! Hun får mig at smile hver dag, og selv min kæreste – med nul heste erfaring, har hun charmeret fuldstændig.

Telma har tilbragt en stor del av sit liv på stævnebanen, og hun kan det meste. Men hun er ikke en hest man bare sætter sig op og rider afsted på. Eller jo, hun skal nok bære en nybegynder (læs min kæreste) afsted så forsigtig at man kunne tro at hun har været ridskolehest hele livet, i stedet for dressurhest på højt plan, men hvis du skal have noget ud af hende, ja så skal du fortjene det. Der skal RIDES, og spørg mig gerne om jeg flere gange har været ved at besvime af at sidde, drive, sidde, drive. Men wow, hvor har jeg også lært meget på den korte tid jeg haft hende i mit liv.

Nu lagde jo Corona desværre sin sorte sky over de stævner som var planlagt til forår og sommer, men for et par uger siden var vi endelig ude til vores første stævne. Selv om jeg ikke har redet særlig mange stævner før, kunne jeg på en prik genkende følelsen, når stævne nerverne kom på besøg igen. Jeg tror at jeg brugt 4-5 timer på at vaske hest, pakke, tjekke og sørge for at alt var på plads dagen op til stævnet, og sov… i princippet ingenting den nat. Da jeg skulle ind på banen, var jeg ved at besvime og det endte også med at jeg red forkert i programmet. På trods af mine fejl, fik jeg næsten 70% og en 1 plads. Jeg tudede som et lille barn. Selv om det ikke handler om at vinde, var det bare en så dejlig følelse. Jeg var så lykkelig – og så træt. På et sekund var jeg drænet på energi.

Telma var helt fantastisk fra start til slut. Man kunne virkelig mærke, at hun ligesom tog rollen på sig og sagde “I got this”. Hun var supercool, men med det der “ekstra gear” og OM hun var stolt når den røde sløjfe blev sat på trensen. Dette var hendes første stævne i 4 år og hun var bare klar. Siden første stævne, har vi nået at være i byen 2 gange mere, med et rigtig godt og et rigtig skidt resultat.

Nu er målet, at vi skal blive endnu mere sammensvejset og satser stærkt på sæsonen 2021 – hvor vi forhåbentlig kan få nogle sjove oplevelser sammen. Vi skal huske, at uanset hvor vi kommer fra, og hvilken forudsætninger vi starter ud med i sporten, så kan vi alle opnå det vi ønsker hvis vi blot kæmper med hjertet.

Jeg håber i vil følge med på rejsen herinde i min og Telmas verden – og tak for at i læste med!

Kh,

Telma & Emma

Instagram: emmachristindressage