En meget personlig historie!

I går havde jeg en skøn, skøn, skøn ridetur på Sol! Allerede fra da jeg satte mig i sadlen, kunne jeg mærke, at det ville blive en god ridetur – kender I det? Jeg satte mig bare i sadlen og følte, at jeg havde en super fin opstilling for en gangs skyld. Yes!! Og Sol var super energisk, hvilket var mega rart. 

Det gav pote!

I laaaang tid, har vi arbejdet på, at jeg godt kan have kontakt på tøjlen, imens Sol skridter. Det er en forholdsvis simpel ting, men som vi bare ikke rigtigt kunne få til at fungere. Før i tiden stoppede Sol meget op eller slog fra, hvis jeg prøvede at holde kontakten. I går følte jeg virkelig at hun skridtede igennem hele kroppen, og jeg kunne seriøst have skridtet til månen! Det er bare så rart, når noget man har arbejdet på, endelig begynder at virke!

Jeg var glad for, at hun sådan skridtede igennem kroppen. For mig er det et tegn på, at hendes krop er fri for spændinger, og så kunne jeg ikke lade være med at tænke tilbage på en oplevelse jeg havde, for nogle år siden. 

Så kom jeg i tanke om en historie!

Efter min konfirmation, brugte jeg alle mine penge på, at få Sol opstaldet på en rideskole, vinter 2018-2019. Det var en periode, hvor jeg generelt ikke havde det så godt, og det var lige inden, jeg flyttede i plejefamilie. Jeg havde ikke så meget erfaring, hverken med ridning og da slet ikke med sadler – jeg ville bare så gerne blive bedre, og på rideskolen havde jeg gode venner og kunne få undervisning. Det lød jo helt perfekt! Dog gik der ikke mange uger, før en underviser fortalte mig, at Sol havde fået ondt i ryggen af sin sadel. Hun havde faktisk fået meget ondt, for den var alt for lang til hendes korte ponyryg, og den var meget hård i stopningen. 

Jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg kunne gøre. Der var lidt gnidninger med mine forældre, så jeg havde ikke den store mulighed for deres hjælp, på det her tidspunkt. Jeg aftalte så med min daværende underviser, at vi skulle have Sol til en behandler, og underviseren ville heldigvis gerne køre. 

Det blev lidt af en ekspedition!

En vinterdag i Februar må det have været, da jeg stod op og var mere nervøs end nogensinde før. Jeg har aldrig ønsket at skulle være rebelsk, og normalt passer jeg mine tider, aftaler og mit ansvar. Den her gang, handlede det bare om min bedste ven, Sol. Jeg måtte acceptere at tackle det lidt anderledes. 

Jeg tog som sædvanligt skolebussen til min folkeskole, hvor jeg havde fået en rigtig god veninde til at fortælle min lærer, at jeg var blevet syg. En stor frygt var, om min lærer ville sende besked hjem, men det gjorde hun heldigvis ikke. Herefter sad jeg endnu i vores busskur i godt 40 minutter, før jeg kunne tage en bus videre til rideskolen. Der gik nogle timer, hvor jeg gjorde Sol klar, striglede, mugede og hyggede om hende, inden min underviser kom og hentede os i stalden. 

Hun kørte os så ud til en behandler, hvor jeg betalte kontant, med penge jeg havde sparet op, fra alle mulige ting. Sol fik ordnet ryggen, og jeg var lettet. Der gik stadig lidt tid, før jeg kunne ride hende igen, men jeg havde endelig god samvittighed over, at have en pony som jeg vidste, havde det godt. 

Mine forældre fandt ikke ud af det, og da min mor hentede mig og spurgte hvordan rideturen havde været, svarede jeg med, at den var gået okay. Jeg holdt oplevelsen hemmelig i meget, meget lang tid, fordi jeg var usikker på, hvordan mine forældre ville reagere.

Jeg vil gå igennem ild og vand for Sol

Det lyder lidt kliché, men Sol har virkelig holdt mig oppe, på et niveau ingen andre har. Det der, var bare en lille ting – men med rigtig stor betydning. Jeg ville gøre det hele igen, hvis det skulle blive nødvendigt. Det håber og tror jeg ikke, men man kan aldrig vide. Det er lidt specielt, og det er blot én, af de mange, lidt crazy historier jeg har med eller om Sol. De fleste piger på min alder med egen hest, har meget forældreopbakning. Det kan godt ærgre mig, når jeg ikke har de samme muligheder for stævner, udstyr, undervisning og så videre. Til gengæld føler jeg, at jeg har opnået meget. Meget mere, end jeg troede ville være muligt. Det kan jeg absolut kun være stolt af… 

For at være helt ærlig, vil jeg langt hellere tabe et stævne, på en hest jeg selv har uddannet – end jeg vil vinde på en hest, som har prøvet det hele før. Det er bare noget andet, når man har historie bag sig. De fleste elsker personlige historier, og for mig er personlige historier, inspirationskilder. 

Jeg ser i hvert fald langt mere op til dem med baggrundshistorier, end jeg gør til dem uden. En drøm for mig, ville være at kunne inspirere nogen. Det ville være fuldstændigt surrealistisk. 

Tak fordi du læste med! Følg med i mit og Sols hesteliv her.