Felix’ tilridning #6 – “Vores første galop!”

Mens jeg skriver det her er jeg fuldstændig høj på lykke. Igår, onsdag, var så god en dag at jeg har svært ved at få armene ned. Og nu skal i høre hvorfor:

Jeg tror det hele startede med mit indlæg omkring alle mine yndlings indlæg fra de andre PEEK’ere. Der var kommet en vanvittig god respons på det, jeg har i hvert fald fået den ene søde besked efter den anden sendt min vej, og jeg er så dybt taknemmelig for hver og en. Det har virkelig bare givet mig følelsen af glæde de sidste dage, så da jeg sad på arbejdet onsdag og for første gang den uge følte at jeg ikke var ved at drukne i arbejde kunne jeg virkelig mærke hvor god en tid det var og hvor meget jeg pludselig troede på at alting nok skal gå.

Derfor endte jeg også med at køre i stalden og ride en tur på Buller. Jeg har lært ruten ned til vandet, og da vi havde lidt tidspres på pga solnedgangen fik vi travet og galoperet en god sjat mere end vi plejer. Buller startede dog ud med slet ikke at ville noget. Han var bange for alting og tonsede rundt på stedet. Og der sad jeg så, mig med rideangst, og beholdt presset og med slækkede tøjler så han ikke blev trukket i bremsen. Og min mave var helt rolig, mit hjerte sad ikke i halsen, jeg havde masser af overskud til at tænke på løsninger. Generelt set var jeg bare så kold og fuld af selvtillid at jeg næsten ikke kunne kende mig selv. Så hvorfor er det så svært på andre heste?

Da vi galoperede ned mod vandet fik Buller lige lov at gå et gear op. Han havde så meget energi at jeg kunne mærke han higede efter virkelig at give slip, så det fik han lov til. Og 1, 2, 3, så fyrede han det største bukspring af jeg nogensinde har oplevet på ham. Her var jeg godt nok lidt mere nervøs, det indrømmer jeg gerne, men et klart “nej” og så galoperede vi videre som om intet var sket. Tossede brogede plethest..

Efter turen på Buller kørte jeg ud og samlede Jasmin op og så tog vi ud til Felix. Jeg var lidt nervøs for at skulle ride, men at vide at jeg havde Jasmin med hjalp en del på nerverne for så var jeg i det mindste ikke alene i stalden hvis der skulle ske noget. Planen for ridning af Felix for tiden er egentligt bare at vi laver det jeg føler mig komfortabel med. Jeg skal bare lige lære at vi er OK og at jeg ikke dør af det. Derfor skridtede jeg også først lidt rundt og overvejede hvad maven egentligt sagde til situationen.

Og så blev han bange. Og løb. Og ved i hvad? Det var helt okay i maven! Jeg døde ikke. Han stoppede pænt. Jeg kunne snildt blive siddende på ham. Og så satte vi i trav. Han er simpelthen blevet så sød ved mig, og jeg er blevet god til at stole på ham og derved ikke hænge i bremsen hele tiden. Og så ved jeg ikke lige hvad der skete, men jeg blev overmodig, øgede tempoet og pludselig galoperede vi!

Jeg galoperede for første gang nogensinde på min helt egen pony som jeg selv har tilredet. Sådan bare lige. Uden problemer. Som om vi havde gjort det altid. Jeg rystede helt da det var overstået, så vildt havde jeg det i kroppen. Og så tilbød Jasmin at filme det, så vi gjorde det lige 2 gange mere. WHAT?! Det lyder af så lidt, men hold nu op hvor kan intet skyde mig ned de næste mange dage. Det er verdens største sejr for mig!

Nu ser det pludselig meget lysere ud med championat, kåring og stævner. Felix og jeg skal nok klare den. The sky is the limit sådan som jeg har det lige nu. Så håber jeg bare at mit humør er lige så crazy godt når finalisterne er offentliggjort – jeg krydser i hvert fald fingre, arme og ben!