Når det bare ikke spiller

I dag var Arne og jeg til springtræning, og jeg må nok indrømme, at det virkelig var en af de dage, man helst ville lægge bag sig. Det hele startede lidt dårligt ud med, at Arne kom noget voldsomt ud af traileren, hvilket gjorde ham ret forskrækket. Vi fik dog sadlet ham op stille og roligt, hvor han kølede helt ned.

Men ligeså snart vi kom ind på banen, og jeg kom i sadlen, kunne jeg mærke, at han ikke var specielt meget med mig. Han var urolig og virkede lidt anspændt. Han gik og slog meget med hovedet og gloede bare på alt inde i banen, hvilket også medførte at jeg ikke fik redet specielt meget fremad fra starten af.

Da vi så skulle til at springe, gik det egentlig ret godt. Jeg kom bedre ud af starthullerne, end da jeg varmede op, og vi fik nogle super spring. På en af de sidste ture, lavede jeg en super dårlig afstand til det første spring, da jeg igen var i undertempo, så han sprang meget højt over, hvor jeg slet ikke kom med. Jeg red på det første spring igen for lige at få et ordentligt spring. Men her stoppede Arne.

Jeg tænkte, at det bare var fordi, han måske var lidt forskrækket over, at have fået et så dårligt spring. Jeg var selvfølgelig træt af, at han stoppede, men jeg prøvede bare at ride på igen. Dog kunne jeg godt mærke, at stoppet sad i kroppen, så hovedet var lige fra det sekund ikke længere med mig rundt på banen. Jeg prøvede virkelig på ikke at ride passivt hen mod springet, men Arne stoppede igen. Og igen. Og igen. Min underviser prøvede at sætte springet lidt ned, men Arne ville bare ikke. Jeg prøvede i stedet at ride hen på et kryds, men her stoppede han også. Arne var blevet pylret, og det var jeg nok også lidt.

Vi kom dog over krydset et par gange og prøvede igen på okseren fra før, og vi kom endelig over. Selvom vi var kommet over, havde jeg fuldstændig mistet rytmen, og da vi skulle ride banen igen red jeg i undertempo igen og lavede endnu flere dårlige afstande. Vi endte heldigvis træningen med et par gode spring, hvor jeg kom lidt mere op i tempo.

Selvom det sluttede fint af, kunne jeg godt mærke, at jeg var super skuffet over mig selv og ked af, at have givet Arne, og selv fået, en øv oplevelse. Jeg synes virkelig, at jeg havde svigtet Arne ved ikke at støtte ham, da han blev usikker. De første 80% af træningen gik jo faktisk super fint, men så gik det galt oppe i hovedet på mig og det smittede af på Arne.

Han har også været meget træt her på det sidste, og selvom vi giver ham B-vitamin nu her, hvor han bruger energi på at sætte pels, virkede han noget energiforladt i dag. Jeg håber det hjælper lidt at få ham klippet, så jeg ikke skal sidde og drive lige så meget, som jeg skulle i dag, da jeg egentlig synes, at Arne for det meste er en meget fremadgående hest.

Mest af alt tror jeg, at det i dag handlede om, at jeg ikke fik redet nok frem efter stoppet. Dårlige oplevelser fra tidligere sidder i mig, og især det med stop kan få klappen til at gå fuldstændig ned indeni mig. Dette er helt sikkert noget, jeg skal arbejde på med mig, selv da det kan sætte en stopper for min udvikling, og de gode oplevelser. Min underviser sagde også til mig, at hvis jeg havde redet mere frem, så havde han ikke stoppet.

Det handlede nok mest om i dag, at Arne måske havde en lidt dårlig dag, hvor han var lidt træt, og jeg havde en lidt dårlig dag, hvor jeg lod dårlige tanker tage over. Men lad os nu se, om vi ikke får en bedre tur næste gang, hvor jeg har fået lagt de dårlige ting bag mig, og har taget de ting med, som jeg kan lære noget af. Man lærer jo heldigvis af sine fejl, så skal vi ikke bare sige, at jeg er blevet en meget klogere rytter i dag.