fbpx
Dressur,  PEEK 2022,  Riders NOTEBOOK,  Spring

Omstillingsparat

Noget jeg føler er virkelig vigtigt generelt, er at være omstillingsparat. Jeg bruger det især i mit professionelle virke samt ved mit frivillige arbejde, men specielt også i min tid med hestene.

 

I kender nok alle det, at man har sat sig for at man vil ride det ene og det andet når man kommer i stalden – for eksempel fokusere på løsgørende arbejde, træne en bestemt øvelse, springe eller noget helt fjerde. Man har glædet sig helt vildt, men når man så sætter sig i sadlen kan man mærke at det ikke er i dag at det kommer til at ske. Måske hesten har en dårlig dag, måske er der bare noget andet der er vigtigere lige at træne eller måske man selv bare ikke har den fornødne motivation til netop det man troede man ville.

Jeg kender det i hvert fald rigtig godt fra mig selv. Både at hesten har en off dag eller at jeg har. Jeg har tit smækket en sadel på Buller i forhåbning om at vi nu skulle ride en times mega seriøs dressur og ramme alle de hårde øvelser (for os) den dag, men efter 15 minutter kan mærke at hvis jeg holder fast i den idé, jamen så bliver det en dårlig tur. Buller har mange dage hvor hans gåpåmod i dressur er det vildeste, men han har også mange dage hvor jeg kan mærke at det enten skal leges mere ind eller vi bare helt skal lave noget andet. Og her er det vigtigt for mig at være omstillingsparat!

Førhen blev det bare et nederlag når tingene ikke virkede – nu får vi bare andre ting til at virke. Så rider vi nogle andre øvelser eller piller sadlen af eller rider os en lang tur i stedet for. Det vigtigste for mig er at ridning skal være sjovt og vi begge skal føle os tilpas i det. Så går det ikke at jeg presser Buller eller mig selv til noget jeg kan mærke ikke kommer til at fungere. Så er det meget bedre at vi gør det en anden dag hvor omstændighederne for os begge er bedre, og er der langt imellem de dage jamen så tager vi små bidder af træningen hist og her indtil det forhåbentligt bliver nemmere for os.

Jeg glemmer heller aldrig dagen efter min sidste bytur. Jeg går sjælendt i byen, for jeg er ikke særlig gode venner med alkohol. Dog er det sjælendt jeg får tømmermænd, men jeg får blandet en god sjat forskellige drinks i maven den nat, og dagen efter har jeg det voldsomt dårligt. Jeg kører derfor i stalden med den forventning at mig og Buller ikke skal andet end at hygge i ridehuset. Hvis i ikke allerede har fået det indtryk af mig at jeg hader sadler, jamen så sætter jeg lige en stor fed streg under det igen. Jeg undgår at smide sadel på Buller så ofte som muligt, hvilket også betyder at jeg rider ‘seriøs dressur’ (og alt andet ridning) uden sadel ret tit. Da jeg så får hoppet op på Buller den her dag uden sadel med forventningen om at vi skal ride løsgørende og bare små 30 minutter så jeg ikke skulle have kvalme hele vejen rundt, jamen så var jeg faktisk også ret sikker på at det blev vores outcome. Buller havde dog andre planer – han var SÅ klar på at ride noget dressur! Så lige meget hvor dårligt jeg havde det, kunne jeg simpelthen ikke ignorere det. Han havde lige det ekstra gear og det ekstra gåpåmod, så med slemme tømmermænd og uden sadel red vi en hel times møg fed dressur og selvom jeg hoppede af med jordens største kvalme, så var jeg SÅ høj på den ridetur!

Havde jeg bare ignoreret det, og sat mig for at ride det jeg troede, i stedet for det jeg kunne mærke vi godt kunne opnå, så havde jeg stadig fået en god tur men slet ikke i nærheden af det vi endte med. Derfor sætter jeg ekstra pris på evnen til at være omstillingsparat – både for rytter og hest. Jeg er i hvert fald sikker på at mine heste vil takke mig for at lytte og mærke efter i stedet for at være stædig og risikere flere dårlige ture end gode.

fb-share-icon

Mit navn er Line, jeg er 26 år og bosat i midtjylland. Jeg har været bidt af en gal hest lige siden jeg kan huske, men det er først for 6 år siden jeg fandt en part i nærheden som jeg kunne viderudvikle mig på. Sidste år købte jeg min allerførste hest, og selvom jeg har været i rideverdenen i 20 år er der bare så mange nye ting man skal lære, når størstedelen af ens ridehistorie stammer fra rideskoler. Dette bliver derfor min historie, fra start til nu, hvor jeg vil fortælle om alle de ting jeg lærer undervejs, alle de spørgsmål der kommer som førstegangshesteejer og alle de ting jeg ville ønske nogen havde fortalt mig før jeg købte hest. Jeg ønsker at skabe et forum uden for meget filter, så I kommer med bagom kulissen på både godt og ondt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *