Jeg skal ikke bevise noget for nogle

Jeg behøver ikke bevise noget for nogle. For jeg har allerede bevist overfor mig selv, at jeg er det værd. Forleden dag hjalp jeg min veninde. Og jeg sagde faktisk noget, som fik en masse tanker igang. Jeg sagde til hende. “fuck hvad andre tænker om dig, du skal ikke bevise noget for nogle, kun dig selv. Du skal tro på dig selv”.

At rejse sig fra støvet

Lige siden jeg fik Noller, har det været op- og nedture. Jeg er en meget selvkritisk person. Så ser jeg en lille fejl, så vil jeg rette den med det samme. Sådan kører det om og om i mit hovede. Jeg har prøvet at blive diskvalificeret til et dressurstævne – JA TIL ET FUCKING DRESSURSTÆVNE. Den havde man ikke lige hørt før. Og det er ikke sket kun en gang. Næ nej Noller og jeg er blevet diskvalificeret to gange.

Det ikke altid lige sjovt. Men det lærte mig at rejse mig fra støvet. At kæmpe videre, selvom om det ikke ligner der er noget håb… Det vigtige var at tro på sig selv, og ikke falde i fælden, for der er intet du skal bevise.

Da jeg fik Noller, tilbage i 2016. Havde jeg faktisk ikke lyst til at prøve ham. Han hed nemlig Noller, og jeg synes ikke det var et fint navn – vor Herre bevares😂

Til Nakskov tog vi afsted en tirsdag morgen, min mor, min underviser og jeg. Alt føltes rigtigt, han var frisk, han var frejdig og det var kærlighed ved første blik😍 

Beslutningen blev taget og han kom hjem torsdag d. 12 maj 2016.🎈

 

Skaden ændrede det hele

Jeg nåede at ride klubmesterskab to uger efter jeg havde fået ham hjem. Vi fik en anden plads. Og jeg følte mig som den sejeste OL-rytter, der red et LD2-program.💪🏼

Så blev det november/december 2016. Min mor ringede og sagde. “Noller er halt, han har fået en kodeledsforvridning”. Seks måneders genoptræning, og jeg turde ikke springe mere. Deraf startede min interesse for dressur.

I de første tre måneder, stod jeg op kl 6 og gik en tur med ham. Efter skole kl 14 gik vi en tur. Og om aftenen kl 20 gik vi en tur. Det var ikke det sjoveste. Men jeg tror på at det har været med til at skabe et bånd sammen. At jeg var der for ham, da han havde brug for mig…

Så måtte vi begynde at skridte, senere trave, galopere og til sidst begynde at springe. Men der begyndte tankerne. Hvad nu hvis hans ben ikke var stærkt nok? Hvad nu hvis han overbelaster benet, klarer han den så igen?.

Det var ikke en risiko jeg ville tage. Jeg begyndte at ride dressur. Vi startede stille ud i noget LC, det var ikke perfekt, langt fra faktisk. Men vi havde flair for dressur. Vi begyndte at få placeringer, og Noller og jeg udviklede os, SAMMEN. Og jeg begyndte at tro på mig selv. Jeg indså også, at jeg ikke skulle bevise noget for nogle.

Så på den måde, ændrede skaden det hele. For at kunne se min rejse, så følg linket nedenunder:

https://www.instagram.com/p/CHqCcJpBcPf/

Hvad så nu…?

Vi meldte i 2017 til Gribskovsmesterskab. Det var nervepirrende, og spændende. Min nervøsitet kogte i mig, til hver kvalifikation jeg startede. For hvad nu hvis? På finaledagen græd jeg, jeg var så nervøs. Og Noller viste sig fra sin bedste side. Han viste mig at han var min bedste ven, og altid ville være der for mig🥰

Vi vandt Gribskovsmesterskabet. Men hvad så nu? Var han stærk nok til at spring? Ville jeg overhovedet springe? Skal jeg fortsætte med dressur? Skal jeg bevise noget for nogle?

Valget faldt på at fortsætte. Det er et valg jeg aldrig har fortrudt. Når jeg kigger tilbage. Og ser hvilken udvikling, jeg som person har gennem gået, Noller som hest og Noller og jeg som ekvipage. Bliver jeg mundlam. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til det. Havde man spurgt mig dengang. Så havde jeg ikke engang turde håbe på, at jeg blev god nok til at ride en LA1.

En rejse med det hele

Noller er stædig, fræk, kæk, energisk og klog. Han lærte hurtigt programmerne. Han vidste hvornår han skulle galopere, trave, lave en halv pirouette osv. Så der var meget at holde styr på. Jeg fik og får en rejse med det hele. Der er op- og nedture. Sejre og nederlag. Lærerige ture og usammenhængende ture. Men… Alt det vil jeg ikke være foruden.

For Noller har bevist mig at han er værd at kæmpe for. At jeg er værd at kæmpe for. At selvom vi har en anderledes historie, og har valgt andre veje. Så kan vi sagtens. 

Jeg er taknemlig for at kunne sige, jeg har været alle ponyprogrammerne igennem. Fra ende til anden, helt af mig selv. Stortset ingen andre har redet Noller, mens han var min. Jeg har haft undervisere med på sidelinjen, men det er ikke alle det har fungeret med, og det kommer jeg ind på i næste indlæg.

Noller og jeg kæmper, og vi vil blive ved med at kæmpe. Der er ikke nogle der skal stoppe os. For jeg har rejst mig fra støvet, jeg har kæmpet med blod, sved og tårer, jeg har været tæt på at opgive, og jeg har overanalyseret stævner og træninger. Men jeg vil ALDRIG være det foruden, for jeg igennem det med min bedste ven! For jeg har en tro på os. Og jeg ved vi ikke skal bevise noget.

Og det er en rejse og en udvikling jeg er stolt af, og noget jeg kan stå ved!!!🌸

For at læse mine andre indlæg:

1. https://peek.ridersnotebook.dk/at-ride-pony-mod-hestene/
2. https://peek.ridersnotebook.dk/you-will-rise-again-doing-less-is-doing-more/
3. https://peek.ridersnotebook.dk/hokus-pokus-traening-i-fokus/
4. https://peek.ridersnotebook.dk/jeg-gaar-mine-egne-veje-og-du-kan-ikke-stoppe-mig/
5. https://peek.ridersnotebook.dk/gymnasie-livet-kontra-tiden-til-ridning/
6. peek.ridersnotebook.dk/det-perfekte-traening-pas-or-not-hold-fokus
7. https://peek.ridersnotebook.dk/av-av-av-nu-skal-jeg-gaa-stoevler-til/