fbpx
Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  PEEK 2020

Ja du er stærk – men er du smidig?

I mit sidste blogindlæg skrev jeg lidt om det med at få lavet anden træning ud over ridningen. I de senere år er der kommet meget mere fokus på vigtigheden af at styrke sin krop for at blive en bedre rytter. I ridningen har vi nemlig både brug for kondition, styrke og balance. De ryttere som dyrker anden motion end ridningen, kan helt sikkert nikke genkendende til at det hjælper dem i sadlen. Sådan har jeg det også selv.

Motion på de sociale medier

Nu til dags ser vi masser af opslag på de sociale medier, hvor både toprytterne og almindelige ryttere gladeligt viser deres træning frem. Det er faktisk helt blevet en “dille”. Her mener jeg, træningen uden hest. Det være sig diverse cardiotræning (konditionstræning) og styrketræning eller træning på bold. Alt sammen enormt vigtig træning, og super relevant at dele deres træning for at motivere os andre til det samme.

Smidighed lige så vigtigt

Desværre kan den megen fokus på kun styrke og konditionstræning, måske godt give et lidt unuanceret billede af hvordan man bedst styrker kroppen til ridning. Jeg tror at mange, måske specielt de helt unge mennesker, godt kan få den tro, at bare de bliver ekstremt stærke fysisk, så bliver de også automatisk en bedre rytter.  Fordi det er det de ser på de sociale medier. Men i den ligning bliver fokus på smidigheden glemt, synes jeg. Smidigheden er nemlig mindst lige så vigtig som styrken.

Forestil dig, at du f.eks kun rider ”styrketræning” på din hest, dag ud og dag ind. Hvordan tror at, at din hest kommer til at gå, hvis du aldrig træner smidighed og løsgjorthed? Din hest vil med garanti føles spændt, i stedet for ”spændstig” som vi gerne vil have dem til at være. Det samme gør sig gældende for rytteren. Du bliver heller ikke kun en dygtig rytter af at sidde “pænt” oppe på hesten ved at gøre dig rank og stiv.

Som ryttere skal vi følge hestens bevægelser og ikke forhindre dem i at bevæge sig naturligt. Hvis vi sidder alt for spændt deroppe, får vi, ligesom hestene, spændte muskler. Når vi arbejder med vores muskler, så spænder de. Derfor at det vigtigt også at afspænde musklerne igen, ellers blive de stive og rigide. Når vi har stive muskler forskellige steder i kroppen, bliver det også sværere at sidde korrekt på hesten. Det kan give udtryk i flere ting, f.eks. at man sidder og trækker benene op, spænder i lårene ind omkring hesten, trækker skuldrene op osv.

Det gode sæde

Man siger, at for at have et godt sæde, så skal man kunne bevæge sit bækken frit i alle retninger. Forestil dig, at du sidder på et ur. Så skal du kunne bevæge (kippe) dit bækken frem til klokken 12 og tilbage til klokken 6. Det er primært den drivende og tilbageholdende hjælp i sædet, det her drejer sig om. Dernæst skal du kunne bevæge bækkenet fra side til side, fra klokken 3 til klokken 9. Den bevægelse bruger vi f.eks rigtig meget i trav. Ydermere skal vi kunne bevæge os skråt frem og skråt tilbage i begge retninger, altså klokken 2 og klokken 7, og klokken 5 og klokken 10. Her er vi f.eks. ude i sidebevægelser så som traversader, og hjælpen til galopanspring, når man fører hhv. det ene ben frem (og det andet tilbage).

Test dig selv

En god måde at teste dit eget sæde og bevægelighed på, er f.eks. at sætte dig på en yogabold og prøve at ”køre uret igennem” med dit sæde. Vi har alle sammen nogen bevægeretninger, hvor vi er indskrænket, det er helt naturligt. Det er gode er, at vi kan træne det bedre! Du kan f.eks. træne det på yogabolden. Bare f.eks. 5 minutter om dagen er rigtig fint.

Jeg har selv en Balimo-stol. Til de af Jer der ikke kender til Balimo-stolen, kan jeg fortælle at det er en stol med et bevægeligt sæde. Den er MEGET levende at sidde på. Den er et super værktøj til at træne bevægelighed i sædet, og som sagt er 5 minutter om dagen nok til at gøre en stor forskel. Specielt kan anbefales at træne det lige inden man tager ud at ride. For når du har siddet på stolen et par minutter, så vil du allerede kunne begynde at mærke hvordan dit sæde løsner op, og du bliver mere bevægelig. Så tænk lige på hvad det gør i sadlen!

Lav din egen ”Balimo-stol”

Hvis man ikke har de mange penge en Balimo-stol koster, kan du sagtens selv lave noget tilsvarende på et lille budget. Alt det kræver er en god stol med et lige sæde. F.eks en stol af træ. Her kan du lægge en klud eller noget andet under, så den ikke er så glat. Ovenpå stolen kan du så have et balancebræt (De runde balancebræt man kan købe til at stå på), og så sætte dig på den. Så får du næsten samme effekt som Balimo-stolen.

Hvis du samtidig gerne vil træne din balance, så prøv at sidde på balancebrættet eller yogabolden og løft dit ene ben 5 cm over jorden, mens du har det andet ben på jorden. Hold så balancen i den position. Det er faktisk ret svært 😉 Herefter skifter du ben og træner det til den anden side. Du vil her kunne se hvilken side, du har dårligst balance til, og få en indikation om hvilken side du skal træne mest.

Jeg er, som tidligere beskrevet, uddannet Rytteryoga instruktør, og hvis I har lyst til det, vil jeg gerne i et senere indlæg komme med nogle gode smidighedsøvelser, som I kan lave inden I rider hesten. Husk, at det ikke kun er hesten, der skal varmes op til ridning – det skal vi ryttere også 😉

God træning derude 😊

Husk, at I altid kan følge min og mine hestes hverdag på min Instagram profil @thrivester 😀

“Smidige” hilsner

Thrine & Rocky

 

Hvis I har lyst til at læse mine tidligere blogindlæg, kan de findes lige her: 🙂

1.Yes et nyt peek år er igang- Præsentation af mig

2. Hesten som var så svær at finde

3. Spred budskabet om hestesporten

4.Vigtigheden af god tandpleje

5.Efterårs-kittet – Gode fodertilskud til hesten

6.Når hestene knytter bånd mellem mennesker – Om venskaber

7.De ting vi ikke selv er herre over. Tid til eftertænksomhed.

8.Den evige dårlige samvittighed

fb-share-icon

Jeg er en 36-årig dressurrytter og avler, som har min egen dressurhest Rocky Langholt, og et dressurføl Quatercopy My Heart RV og en åring So Content RV. Jeg er opvokset med heste, og det er en interesse jeg deler med min far, og min lillebror, som er springrytter. Sammen har vi Stutteri RV, hvor vi opdrætter kvalitets DV spring- og dressurheste. Derudover er jeg rytteryoga instruktør og kraniosakral terapeut til heste. Jeg har således stor mulighed for at profilere på et bredt område i hele hestebranchen til både dressur og springstævner, samt DV arrangementer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *