Blue Hors,  Catago Equestrian,  Dressur,  ECCO,  Pavo

Jalousi i sporten!!!

Heldigvis er jeg ALDRIG jaloux!

Jeg hviler simpelthen så meget i mig selv, at den følelse er fuldstændig ukendt for mig. Tror du på det? Nej vel? For sådan er det selvfølgelig heller ikke. Hånden på hjertet så tror jeg, at vi alle kender til det der med at mærke misundelsen boble inden i. Måske er vi ikke altid klar over, at det er den der rumsterer når vi har de uretfærdige, vrede eller fordømmende tanker….

Specielt i rideverdenen tænker jeg at jalousi og misundelse er et kendt fænomen….. Men det behøver faktisk ikke gøre noget… Misundelse eller let jalousi er ikke et problem i sig selv! Man må gerne være jaloux, jeg tror faktisk ikke man kan slippe helt uden om den følelse, men man skal bare være bevidst omkring hvad man føler og kunne bruge det konstruktivt og ikke lade det gå ud over andre… Der hvor problemet opstår er når man ikke selv erkender sin jalousi, når man ikke når at opdage den i tide, når man ikke forstår hvorfor den er opstået og når man slutteligt kommer til at lade den gå ud over dem/de man er jaloux på!

 

Løssluppen Jalouxi dræber alt for meget!!

Det er ikke kun den der mærker jalousien i egen krop der bliver drænet af den, det er faktisk også dem som den går ud over. Jalousien kan ubevidst tage motivationen fra os, og den kan langsomtfå os til at give op på vores drømme. “Det nytter jo ikke noget”, “de andre får jo alligevel bare smidt en bedre hest efter sig”, “dommerene har alligevel deres favoritter” og alt det der. Den kan ligge sig som en skygge over alt det vi rent faktisk præstere og klare godt så vi kun ser alt det vi ikke kan og derved har svært ved at glædes. På samme måde kan frygten for andres jalousi ødelægge glæden ved veludførte præstationer fordi man ikke “tør” vise den af frygt for, at de andre ikke kan rummes den.  Dermed kan den på sigt ødelægge fællesskabet i vores sport hvis ikke vi er opmærksomme og stopper op i tide….

En af mine egne oplevelser.

Det er mange år siden nu, men alligevel står det mig soleklart. Faktisk kan jeg mærke at jeg bliver lidt berørt imens jeg skriver dette. Men historien er kort og godt, at jeg som barn aldrig har været en af dem der var “velsignet” med gode ponyer.  Mine forældre har altid støttet mig i at jeg ville ride, men kun på sådan et “hyggeplan”, hvor jeg mest tullede rundt på vores egen “græsbane” eller på sommerhusvejene i området. Faktisk købte jeg selv min første pony da jeg var 12 år gammel. Jeg købte den for penge jeg havde tjent ved at samle flasker på Roskilde Festivalens teltområde under et besøg hos min far. Ponyen hed Lotte og var en araber/new forrest blanding. Jeg fik hende for 3000kr inklusiv sadel og hovedtøj og var pave stolt. Lotte var kær på sin helt egen måde. Hun havde sin egen mening om tingene og når hun ikke helt gad det som jeg ville så enten bukkede hun helt vildt eller løb afsted. Men jeg var alligevel glad for Lotte selv om hun “bare” var Lotte og hverken noget dressur eller spring talent.

Lipton til vores første dressurstævne i LC2 :0)

Senere da jeg startede i gymnasiet ville jeg gerne noget mere… Jeg havde fået drømme om at blive en “rigtig” dressurrytter, så jeg lånte 15.000 kr af min far og købte min første hest. Denne gang  faldt valget på en 3-års frederiksborg vallak der hed Lipton. Det var selvfølgelig helt forkert at forsøge at nå sine drømme af den vej. Det var alt for stor en opgave for mig at tilride og uddanne så ung en hest dengang. Heldigvis ville skæbnen at en meget vidunderlig fyr holdt til i samme lille stald som os. Han var egentlig westernrytter og sådan en rigtig “hestevisker” og jeg tror egentlig at han havde lidt sympati med os og endte faktisk med kvit og frit og hjælpe mig med at tilride og træne Lipton….

Senere rykkede Lipton og jeg videre til en større og mere konkurrencepræget stald. Her red flere dressur på højere niveau, hvilket var meget inspirerende for en uerfaren rytter som mig. Trods den store niveau forskel tog alle rigtig pænt imod os. De roste mig og roste Lipton. De synes han var både sød, smuk og meget meget dygtig – vi skulle nok komme langt sagde de…

Mennnnn, nu kommer vi til pointen……For ærlig talt, Lipton var jo ikke det dressurtalent som jeg jo søgte eller havde brug for. Det jeg skulle have haft var en “lærehest” der kunne lære mig en masse. Det indså jeg langsomt da jeg begyndte at ride blandt alle de “gode” ryttere og begyndte at få undervisning af samme undervisere som dem. Så jeg besluttede mig for at sælge Lipton og købe den “helt rigtige lærehest”. Sammen med min daværende underviser fandt vi en skøn hannoveranerhoppe ude ved Jørgen Olsen Dressage. Hun var alt det jeg ønskede mig og meget mere til og kostede hele min opsparring og også mere til. Hun var virkelig smuk synes jeg. Meget mere dressur-agtig end tykke klodsede Lipton. Hun havde startet dressur til om med alle M-klasserne og lavet rigtig fin piaff og passage, så det var virkelig 100 step up!!!

Så jeg var selvfølgelig ellevild og glædet mig til hun skulle blive leveret på ridecenteret og de andre skulle se hende. De var jo så søde sidst jeg kom med en hest, så de ville med garanti også være endnu mere vild med hende her. Men men men….. Det blev ikke sådan!!! Hun fik sket ikke den samme fine modtagelse som Lipton havde fået. Jeg kan huske at jeg blev rigtig rigtig ked af det den gang… For det var jo min store store drøm at få “sådan” en hest…. Synes de ikke hun var smuk? kunne de ikke se hun var dygtig? troede de ikke længere på at jeg kunne blive god til at ride?

 

Sætningen der hjalp.

Selv om vores manglende “modtagelse” satte sine skår i glæden var jeg stadig lykkelig for min nye hest. Men det de andre måske tænkte om os fyldte alligevel. “hun er jo slet ikke dygtig nok til sådan en hest”, “hendes træner har bare valgt den fordi hun gerne selv vil ride på den”, “hendes træner har sikkert fået gode procenter ved at formidle” osv osv… Hvorfor sagde de alt sådan noget??? Mon ikke det var fordi de var lidt jaloux og selv havde svært ved at kapere den følelse? Det tror jeg set i bagklogskabens klare lys…. Men det der egentlig hjalp mig dengang, var at tale med min daværende træner om det. Hun sagde blandt andet til mig:

“Rie der kan være pisse koldt på toppen, men der er en fandens god udsigt!”

Ja det er måske egentlig en lidt tosset sætning, måske endda lidt arrogant? Men dengang det var en måde for mig at kunne holde det ud på. Og det hjalp mig med at holde fast i, at det ikke handlede om mig men om noget inde i dem…..

Men hvad er Jalousi???

Jeg tror de fleste vil svarer at jalousi er en følelse… Men rent faktisk er jalousi flere følelser på en gang… Forskere og kloge eksperter mener, at der i bund og grund kun finde 6 grundfølelser hos mennesket og at alle andre følelser udspringer af en doseret kombination af disse. Jalousi er er altså en sammensat cocktail af følelser hvor hovedindredigensen er ANGST!

Så hvordan skal det forstås?

Jo altså det skal forstås sådan, at når vi nogen gange bliver overrumplet af flere følelser på samme tid så kan det være svært for os at skille dem ad og svært for os at holde dem ud. Specielt det sidste er nok tilfældet med den slags jalousi der ender med at gå ud over andre…. Hvis jeg ser tilbage på min egen oplevelse så kan vi måske se jalousien der som en kombination af noget overraskelse (“hold da op fik hun pludselig sådan en hest”). Noget vrede (“hvor er det bare pisse tarveligt at jeg ikke må få sådan en hest, jeg har ønsket mig den meget længere og er dygtigere end hende”). Noget ked af det hed (“jeg får aldrig sådan en mulighed, mine drømme kommer sikkert ikke til at gå i opfyldelse”). Og til sidst en helt masse frygt/angst (“bliver hun nu bedre end mig”, “synes de andre at hendes hest er bedre end min”, “vil de bedre kunne lide hende/den en mig/min” osv osv)…..

Alle disse følelser er jo fuldt forstålige… Vi har dem vel alle ind i mellem også selv om vi inderst inde godt er klar over, at det ikke er sådan det hænger sammen. Når noget er vigtigt og betydningsfuldt for os, så har det potentiale til at fremkalde store følelser på både godt og ondt. Jeg skal selv være den ofte til at indrømme at jeg sagtens kan få den slags følelser. MENNNNN jeg gør alt hvad jeg kan for at stoppe mig selv. Både fordi de ikke skal ødelægge tingene for mig selv, men også fordi de ikke skal gå ud over andre…. Et eksempel kunne være når andre klarer sig bedre til et stævne end jeg selv gør…. Måske synes jeg selv at mig og min hest gjorde det skide godt og alligevel så bliver vi slået af nogen som ikke “burde” have slået os…. Jeg ved at det er noget fis, men lige i øjeblikket så kan jeg inden i få 100 tanker om hvorfor de ikke har “fortjent det”… Måske er det fordi dommeren bedre kan lide deres type hest, fordi de har et bedre navn, fordi det ikke regnede da de red, fordi der var en med en paraply på barrieren, fordi nogen i opvarmningen red for tæt og bl.a bl.a bl.a…….. MENNNNN så stopper den også DER! For nej…. det er helt forkert at tænke sådan… Så snart jeg kan mærke at skuffelsen blander sig med alle mine forklaringsmodeller i maven så tænker jeg i stedet “SÅ MÅ JEG BARE GØRE DET ENDNU BEDRE OG TRÆNE ENDNU MERE”…… Og dermed bliver skuffelsen og jalousien lavet om til noget meget mere konstruktivt!!!!

 

Værst er det når det går ud over børn….!!!

Børn skal have lov til at være stolte og glade for det de har og det de præsterer! Børn har jo som udgangspunkt en legende tilgang til det meste, men når konkurrence elementerne kommer ind i billedet kan jalousi også nemt opstå her. For selvfølgelig vil de også gerne være gode, dygtige og en del af fællesskabet. Her synes jeg virkelig vores forældre ansvar kommer i spil…. Jeg synes det er vigtig at vi taler med vores børn om det de udtrykker. Vi skal som forældre hjælpe dem til at finde ud af hvad det rent faktisk er for nogen følelser der ligger bag og støtte dem til at håndterer disse. På samme måde er det vigtigt at vi som forældre ikke selv lader os rive med af stemningen. Vi må ikke selv bliver jaloux på vores børns vegne når for eksempel de andre børn får en pony som er meget bedre end vores egnes!! Børn er jo ikke ansvarlige for deres forældres valg og vi kender i bund og grund ikke de prioriteter der ligger bag… Og børn bliver så nemt præget af os voksne og derfor er det så super vigtigt at vi selv formår at takle vores egne følelser og ikke kommer til at ligge dem over i børnene.

Jeg mener at vi hver især er ansvarlige for egne gevinster og præstationer! mine chancer for at få en grandprix hest en dag bliver ikke anderledes af at naboen får en! Mine chancer for at ride 70% til næste stævne bliver ikke mindre af at en af mine staldkammerater gør det! Min hest bliver ikke mindre smuk af, at hesten i boksen ved siden af ser god ud osv osv… Måske tvært imod?? For alt den energi jeg bruger på at ærger mig, fordømme og misunde kunne jeg måske have brugt på at arbejde på mit eget mål om selv at opnå det samme. Det kan endda være at hvis jeg i stedet var anerkendende, at den rytter der red 70% ville give mig fif til hvad jeg kunne gøre for at opnå det samme. At hende der havde fået grandprix hesten kunne hjælpe mig med at lede efter en eller hjælpe mig med at ligge en plan for hvordan jeg kunne få en.  Og måske ville hende med den smukke hest vise mig hvordan hun flettede og dermed kunne jeg få hjælp til at komme tættere på min mål……

Så derfor er mit ønske for dette indlæg er at vi sammen prøver at skifte misundelse ud med anderkendelse og opmuntring… Begge dele følges rart både at give og få! Når vi har det rart så præsterer vi alle bedre….

#sammenervistærkere

 

___________________________________________________________________________________

Hvis du også kunne have lyst er her en samlet oversigt med link til de indlæg jeg til nu har skrevet i forbindelse med Peek konkurrencen…. :0) Jeg ville blive meget glad hvis I ville følge med på denne rejse!

#1 – Peek – Tilbage til eventyret! (video)

#2 – Vi vandt over fluerne, men table klassen (video)

#3 – Ja tak! -en hest med tænding. (video)

#4 – Tilridning af søhest! (Sjov Video)

#5 – Gribskovmester 2019 – SÅDAN! (video)

#6 – Hjemmelavet hygge. (Video)

#7 – Bør’ man stikke en rask hest?

#8 – Jeg kryber til korset!

#9 – Forsiden af din krop er stærkest!

#10 – Holdet er sat til DM!

#11 – Må man presse sit barn?

#12 – #1 DM video blog (video)

#13 – #2 DM video blog (video)

#14 – #3 DM video blog (video)

#15 – Tiden er inde til en ny pilot!

#16 – STOR CADEAU

#17 – Gode tips til klipning af hest

#18 – Nyder at være enebarn

 

Du er også meget velkommen til at se endu mere til mig og alle hestene på instagram :0)

 

 

 

 

 

 

 

Hej med dig.... Du kender mig højest sandsynligt ikke, men det kommer du måske til hvis du har lyst til at følge lidt med her på bloggen... For at du får en lille fornemmelse af hvem jeg er vil jeg lige benytte lejligheden til at fortælle dig det grundlæggende. Jeg hedder Rie Obling og er i skrivende stund 37 år gammel. Jeg har redet siden jeg var 9 år og købte selv min første pony (Lotte) da jeg var 12 år gammel. Selv om nogen måske vil mene at jeg er ved at være for gammel til den slags, så går jeg som så mange andre ridepiger med en indre drøm om en dag at ride grand prix. Måske lykkedes det en dag, måske ikke. Det vil kun tiden vise... Så følg med her på blogge så ser vi om min drøm en dag bliver til virkelighed....

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *