Når hesten brænder for meget for noget og bare vil.

Jeg undskylder på forhånd for den dårlige overskrift, men efter at have tænkt over den i timer og jeg stadig ikke kan komme frem til noget bedre må denne række 🙂

Boss

I forbindelse med Boss mavesår, og beskeden om at han ud fra mængden af arvæv har gået med det meget længe, har jeg efterfølgende gået og tænkt lidt over nogle ting, især i takt med at det går fremad med han. Hvilket bare er fantastisk ingen tvivl om det, men jeg har på nogle punkter fået en meget anderledes hest end jeg har haft længe.

Derfor har jeg gået og tænkt meget over hvor meget det faktisk har hæmmet Boss, men hvor mange ting han faktisk har gjort alligevel. Han har i lang tid sprunget rigtig fornuftigt selvom han i daglig dressur træning har vist irritation ved at skulle venstre om, i større eller mindre grad i perioder. Det var først efter lang tid han begyndte at vise problemer i springningen, og begyndte at sige nej tak til det. Det var så også der jeg blev helt overbevidst om at nu var det nu der skulle undersøges nærmere, for det var ikke normalt for ham.

Hvis jeg tænker over tidsperioden det tegner til at han har haft mavesår, det er rent gæt ud fra hans tidligere adfærd, for det er ikke muligt at sige noget præcist om hvor længe han har haft det. Så har vi faktisk ikke rigtigt sprunget inden det, så jeg er faktisk noget noget nysgerrig på hvad han siger til det når vi på et tidspunkt er nok tilbage i træning til at genoptage springningen.

Jeg er ikke i tvivl om at Boss i perioder har haft rigtig ondt, og i de perioder har han af den årsag ikke lavet noget. Men i de perioder hvor han har haft mindre ondt, har han jo faktisk skjult det og gået til ridning som var der ingen ting. Ikke at han har gået perfekt og det har nok også været årsagen til flere af udfordringerne under ridning, men han har stadig valgt at prøve. Fordi han har ville gøre sit bedste sød som han er, og hvor taknemmelig jeg end er for at min hest kæmper for at gøre hvad jeg beder ham om, så bliver jeg også nogle gange lidt trist over hvor meget vores heste gør for vores skyld. Jeg gør meget for at lytte til min hest og reagere ved de mindste ændringer. Jeg er derfor heldig at have en hest der ikke reagere særlig meget når der er noget, for han behøver ikke råbe for at blive hørt, for mig er det et grund element for mit samarbejde med hesten. Jeg vil have min hest siger til når noget ikke er som det bør, så har jeg mulighed for at reagere tidligt og tingene udvikler sig ikke farligt. Overhørte heste udvikler desværre ofte en voldsom adfærd som hverken er rart ro hest eller omgivelserne, og der vil jeg meget nødigt hen. Der er desværre også ulemper ved mest at få de små signaler, for nogle gange misforstår jeg eller overser dem. En situation mange nok har stået i, hvor man fx finder ud af at man i længere tid har redet rundt på en let halt hest fx. Men hesten kæmper for at skjule det, så er det nogle gange svært, og nøj hvor har man det dårligt med sig selv efterfølgende.

Prestige

Boss er ikke den først hest jeg har haft hvor hesten har villet noget for meget til dens eget bedste.

Min tidligere hest Prestige var et pragt eksemplar på dette. Han var en skøn DV med Heslegård’s Platin til far og Ragazzo som morfar. Så i store træk mest dressur blod, der var når man så ham heller ikke tvivl om at han var bygget til dressur. Men Prestige havde et hjerte der brændte for spring. Hvilket han også gjorde virkelig godt, det kan man ikke tage fra ham. Som sælger i sin tid beskrev, så var Prestige en 3 pony i str. hest. For rytter kunne egentlig bare sidde og styre og så klarede han resten. Lidt overdrevet måske, man alligevel ikke helt ved siden af.

Da Prestige kom i handels undersøgelse i forbindelse med at han blev min, fandt dyrlægen nogle knogle fejl i begge forben, men de havde været der længe og at han var i fuld brug vurderede dyrlægen at det ingen betydning havde for hesten. Lang historie kort, det havde/fik betydning sammen med ødelagte hovseneben i begge forben også, men inden det blev opdaget viste Prestige virkelig at heste kan meget bare de vil.

Vi havde 2 gode år, uden de store problemer, men derefter gik det stille og roligt ned ad bakke. Prestige begyndte at gå på bagbenene når han følte sig presset i dressuren, han blev mindre og mindre gående i sin gang, dette lagde ingen dog mærke til for dyrlægen ved udredningen, længe efter det begyndte. Han begyndte at blive rigtig besværlig at læsse, især når vi skulle hjem et sted fra. Men springe det gjorde han stadig glædeligt. Det skete dog at der kom et stod hist og her, hvilket han i starten aldrig kunne finde på, uanset hvor sindssyg en afstand vi kom på så skulle han nok få os over. Men stoppen kom først efter jeg var blevet usikker på at springe, så det kunne lige så vel være det.

Men det var ikke bare det.

På et tidspunkt beslutter min mor og jeg os for at der skal ændres i hans forsikring, og vi skal derfor bruges en dyrlæge undersøgelse. Da dyrlægen har kigget på ham, konstatere hun at der er noget der ikke er helt godt på hans forben og at han virker halt. Så ja der blev ikke ændret på forsikringen, men der blev derimod booket en tid til nærmere undersøgelse ved dyrlægen.

Undervejs til den undersøgelse blev der lagt blokader i begge forben, hvilket eftersigende fik dyrlægerne til meget overraskede sige kan den hest trave sådan. For ja Prestige havde haft en virkelig fin trav, men den var bare langsomt blevet mindre og mindre, så langsomt at ingen lagde mærke til det undervejs. Den korte diagnose er at han havde meget ondt i begge forben, så han så i almindelige øjne ikke halt ud, for det var jo begge ben. Hovsenebenene kunne ikke behandles og var med stor sandsynlighed blevet et problem grundet stor hest små hove, som ganske simplet er at hovene er for små til at fordele hestens vægt optimalt og de bliver derfor ekstra belastede.Vi forsøgte led behandling i de led der var fragmenter i, for at udelukke og måske være heldig at det bare var dem. Inden da var dyrlægerne klar til at lade uanvendeligheds forsikringen tage ham alene på det med hovsenebenene, men jeg ville give ham en chance også hvis det bare blev som luksus skovturs hest.

Men han blev ledbehandlet, desværre passede det med at de øvrige heste i stalden skulle ind græsses på det tidspunkt, og Prestige måtte ikke på det tidspunkt da behandlingerne giver øget risiko for forfangenhed især når det var i flere led. På det tidspunkt brændte han psykisk sammen, han kunne slet ikke være i det, han kunne stå i stalden og bare stejle og stejle og ingen kunne få kontakt til ham, og for det ikke skulle være løgn fx han akut opstået hanetrit på det ene bagben oven i. At se på ham imens benet levede sit eget liv og hesten bare ikke kunne forstå hvorfor han ikke kunne styre det, det var godt nok grimt. Nogle af de andre heste blev bange for ham når han gik med det. Gik han 5 min uden klokke på det ben var ballerne helt ødelagte, grundet de blev banket i jorden så hårdt.

Så der var nok nok. Der blev bestilt til til aflivning og dyrlægen sendte uden problemer papirerne til forsikringen. Med tiden skulle hans hanetrit nok være blevet mindre, men det var ikke værdigt for ham at leve sådan, med alle ting taget i betragtning.

Inden behandling og aflivningen spurgte vi dyrlægen ind til hvordan det kunne være at en hest med så ødelagte forben stadig sprang, for det gav jo ingen mening når man så hvordan de ben så ud inden i. Det er jo alt andet lige noget af en belastning de får når hesten lander. Dyrlægens svar var egentlig meget simpelt, Prestige har bare virkelig ville springe, koste hvad det ville. Der er ingen tvivl om at det har gjort enormt ondt bagefter, men det har ikke stoppet ham, for hans hjerte brændte bare for at springe, også selvom det ikke var rart for ham.

Alt i alt er heste jo fantastiske dyr, og jeg tror nogle gange jeg glemmer hvad de faktisk gør, også for vores skyld. Disse 2 historier er bare eksempler, og man skal ikke lede længe for at finde mange mange flere.