Fokus på de små sejre og fremskridt.

Som jeg meget kort har været inde på tidligere har jeg desværre en del psykisk at slås med, dette gør at jeg ofte ser det negative i ting og forventer det værste. Det er dog ikke noget jeg vil gå nærmere ind i, i dette indlæg, jeg overvejer lidt frem og tilbage om det er noget jeg skal skrive om eller ej, men måske det kommer.

Grunden til at jeg dog starter dette indlæg med at nævne det er at det er årsagen til at jeg er blevet meget bevidst om at finde de små fremskridt og at sætte pris på de små sejre. Jeg har i mange år øvet mig i det, ved at give mig selv lidt lektier for, fx. at jeg i en træning skal finde x antal gode ting, der er lykkedes eller hvor der er fremskridt. Ved at sætte mig for bevidst at finde tingene, får de mere fokus end de dårlige ting. Med tiden bliver det så naturligt at se de gode ting, og jeg formår på den måde altid at hoppe af med følelsen af at det på den ene eller anden måde har været en god træning.

Og det gør altså noget for ride glæden.

Selvfølgelig har jeg dage og perioder hvor jeg mister motivationen og troen på at noget skal blive godt, men det er ikke i selve træningen, det er når jeg er hoppet af og går og tænker over det store billede, eventuelle mål og drømme for fremtiden. Der er derfor dage hvor jeg synes det ser sort ud og ikke tror på at det bliver godt. Men det er ikke noget jeg på den måde tænker over når jeg træner med Bossen, der er jeg i nuet og mærker efter hvor vi er der, så kan jeg bagefter tænke over resten.

Lige fortiden går det heldigvis bare fremad, og jeg tror på at vi nok skal komme på sporet igen. Men det tager tid, og undervejs i rejsen gør jeg meget for at huske at fokusere på de små sejre og de mindre fremskridt, ellers er der simpelthen for langt til målet, og jeg vil helt sikkert miste troen på det.

Vi er jo allerede gået fra det sidste stykke tid inden behandlingen ikke at kunne andet end at skridte for lange tøjler, til nu at have redet 2 gange dressur undervisning. Og ikke nok med det så har det begge gange været med store fremskridt fra inden. Vigtigst af det hele er at det er blevet tydeligt at Boss er blevet meget mere aktiv i sine bagben, og det bliver nemmere og nemmere for ham at få dem ind under sig. Det i sig selv er jo fantastisk, men ikke nok med det, hjælper det også med at få ham mere fri fra forparten. Det er nok den største sejr i det, for vi har virkelig kæmpet med at han har været alt for forpartstung, hvilket jo gør mange ting svært, og generelt bare belaster ham helt forkert, og jeg vil jo have af Bossens krop skal holde i mange år.

I dag har vi så sat endnu et kryds i fremskridts bogen, vi har nemlig været ude og springe rigtigt for første gang siden jeg ved snart ikke hvor længe. Det var da bestemt med en lille tvivl i maven for sidst vi sprang var Boss begyndt at stoppe og tøve, hvilket var atypisk for ham, og fik mig til at tvivle på mig selv. De ting i kombination gør ikke noget godt, det er faktisk bare opskriften til dårlige oplevelser.

Bekymringen var dog helt ubegrundet, det var en succes, Boss havde en fest, og efterhånden som vi begge kom i gang, fik vi nogle rigtig fine spring, og fik redet en lille bane. Top billedet er fra afslutnings springet i dag, jeg fik ham sat af lidt tidligt af, men det klarede han perfekt og fik løst opgaven. Han er og bliver den sejeste lille hest.

Når men essensen af dette skriv er gangske simpel. Husk at læg mærke til de små ting på vejen, om det er er noget så småt som en enkelt halv parade der sidder i skabet, hesten der står stille ved opsidning, eller øvelsen der bare har drillet i evigheder, der nu lykkes. Det er sejre og fremskridt der har fortjent opmærksomhed. Det må ikke kun være slut målet der tæller for så bliver vejen dertil for sur, og til tider også for uoverskuelig.